Er du frisk på administrative opgaver, og har du lyst til at arbejde i spændingsfeltet mellem juridiske, administrative og kommunikative opgaver, så er du måske en af de studentermedhjælpere, vi søger.
Afdelingen Studentersager
Stillingerne er forankret i afdelingen Studentersager, Aarhus BSS Studier. Studentersager består af 17 dygtige sagsbehandlere, som behandler ansøgninger om dispensation, forhåndsgodkendelse og merit samt klagesager.
I afdelingen har vi et tæt samarbejde med hinanden og med den øvrige studieadministration. Vi lægger vægt på dialog og inddrager hinanden på tværs for at sikre en sammenhængende administration. Vores afdeling er præget af en god tone og et højt humør.
Vi søger en studentermedhjælper, hvis primære opgave vil være at bistå os med sagsbehandling. Som studentermedhjælper vil du få ansvar for dine egne sager, men kommer også til at arbejde tæt sammen med sagsbehandlerne i teamet, og du vil modtage en grundig oplæring.
Dine opgaver vil primært være at:
- behandle af sager vedr. forhåndsgodkendelse og merit, herunder at
- indhente dokumentation fra de studerende.
- sende sager i høring hos fagmiljøet.
- lave udkast til afgørelser.
- besvare henvendelser fra undervisere og studerende.
- håndtere forskellige administrative ad-hoc opgaver.
Ovenstående kan på sigt suppleres med andre opgaver/sagstyper afhængig af behovet i afdelingen og dine interesser.
Vi forventer, at du:
- som minimum er i gang med dit 3./4. semester på en bacheloruddannelse i f.eks. Jura, Erhvervsjura, Statskundskab eller andet.
- har lyst til at arbejde med sagsbehandling og sætte dig ind i regler og studieordninger.
- er struktureret og har øje for detaljen.
- kan holde overblik over egne sager og foretage en løbende prioritering i dine opgaver.
- trives i et job som i perioder kan være præget af travlhed.
- er imødekommende og professionel i din tilgang til studerende og fagmiljø.
- behersker dansk og engelsk i både skrift og tale.
- er i stand til at søge hjælp, når du er i tvivl om noget.
Til gengæld tilbyder vi:
- et fagligt udfordrende studiejob, der giver dig erfaring med sagsbehandling samt viden om offentlig forvaltning og regler og rammer på uddannelsesområdet.
- dygtige, hjælpsomme og engagerede kolleger, der altid står parate til at hjælpe dig.
Yderligere information om stillingen
Den ugentlige arbejdstid er gennemsnitligt 10 timer, som kan tilrettelægges fleksibelt ift. ferier, eksamener m.v. Du skal være indstillet på, at timerne kan variere hen over året i takt med stigende og faldende sagsmængde. Der kan være mulighed for yderligere timer i én eller flere uger i juli og/eller august.
Forventet opstart: 1. juni 2026.
Ansøgningsfrist: 8. maj 2026. Samtaler forventes afholdt i uge 21.
Du kan få yderligere oplysninger om stillingen hos sagsbehandler Sofie Veje, e-mail:
sofiev@au.dk, telefon 9352 2317.
Hvis du har behov for hjælp til at uploade din ansøgning eller har spørgsmål vedr. rekrutteringsprocessen, bedes du kontakte HR-koordinator Line Greve Brunhøi, e-mail:
lgb@au.dkAlle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge.
Arbejdssted
Universitetsbyen 73, bygning 1854, 8000 Aarhus C.
Krav og vilkår
Du ansættes som studentermedhjælper med løn og ansættelsesvilkår i henhold til Fællesoverenskomst mellem Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten), Cirkulære om organisationsaftale for Kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK).
Aarhus Universitet vil være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig. Vi ser ligestilling og diversitet som en ressource og opfordrer derfor alle interesserede til at ansøge
.Ansøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aarhus Universitets hjemmeside. Om Aarhus Universitet
Aarhus Universitet er et fagligt bredt og forskningsintensivt universitet med høj kvalitet i uddannelse og forskning, og et stærkt engagement i samfundsudviklingen nationalt og globalt. Universitetet tilbyder et inspirerende uddannelses- og forskningsmiljø for 37.000 studerende og 8.700 medarbejdere med en årlig omsætning på 8,3 mia. kr. Læs mere på www.au.dk