Brænder du for digital markedsføring? Vil du være med til at sikre et stærkt brand og en relevant fortælling om Aarhus Universitet på tværs af platforme? Er du analytisk, resultatorienteret og motiveret af at arbejde databaseret? Så har vi jobbet til dig. Aarhus Universitet leverer med banebrydende forskning og eftertragtede uddannelser løsninger på nogle af samfundets allerstørste udfordringer. Budskaber, vi arbejder hårdt på at få ud over rampen hver eneste dag.
Vi søger i Events og Kommunikationsstøtte en digital marketingspecialist, der vil være med til at drive og udvikle AU's kommunikations- og markedsføringsindsatser med særligt fokus på at styrke rekrutteringen af studerende. Med stærke projektlederegenskaber og teknisk forståelse skal du være med til at sikre optimal brug og udkomme på vores digitale kanaler. Vi arbejder løbende på at styrke kompetencerne inden for digital markedsføring i teamet specifikt og på AU generelt, og i den forbindelse har vi ambitioner om i højere grad at kunne fungere som et in-house-bureau. Du vil være en nøglespiller i denne forandringsproces.
Dine primære arbejdsopgaver
Du bliver en del af AU’s rekrutteringsteam, hvor det er din opgave at bidrage til at planlægge og eksekvere årlige marketingplaner og større kampagneindsatser i samarbejde med de faglige miljøer på universitetet og vores eksterne reklame- og mediebureauer.
Du vil som digital marketingspecialist ligeledes være tovholder på mellemstore rekrutteringskampagner og andre profileringsaktiviteter, som løses in-house i samarbejde med vores interne content-team. Det vil være din opgave at sikre implementering og vedligeholdelse af tracking, datagrundlag og performanceanalyse, så vi kan følge effekten og kvaliteten af vores indsatser. Du vil dertil være ansvarlig for annoncering og kampagnestyring på paid social – ofte gennem dialog med bureau, men du vil også skulle opsætte mindre kampagner i Business Manager.
Det bliver din opgave at styrke og udvikle de digitale marketingkompetencer i hele organisationen gennem innovativ og ambitiøs opgaveløsning såvel som rådgivning, videndeling og målrettede koncepter for kompetenceudvikling. Det vil således være dit ansvar at holde dig opdateret på tendenser og nye teknologier i kommunikations- og markedsføringslandskabet og besidde viden om de systemer og digitale redskaber, vi anvender.
Din profil
- Du har relevant uddannelse inden for marketing, e-handel, kommunikation, IT eller lignende.
- Du er en dygtig marketingprojektleder og har minimum tre års erfaring med digital markedsføring og eksekvering af kampagner – gerne fra bureaubranchen.
- Du er analytisk, resultatorienteret og motiveres af at arbejde databaseret.
- Du har erfaring med annoncering på LinkedIn, Meta, YouTube og Google Ads og kan selv opsætte kampagner og tracking.
- Du har erfaring med leadgenerering og e-mail-marketingsystemer, herunder databerigelse og opsætning af flows.
- Du er komfortabel med at sætte din viden i spil som rådgiver.
- Du har gode samarbejdsevner og kan navigere i komplekse beslutningsprocesser med mange interessenter.
- Du er initiativrig og har et godt humør, der bidrager positivt til vores arbejdskultur.
Om teamet, du bliver en del af
Du bliver en del af Events og Kommunikationsstøtte, som er en enhed under Universitetsledelsens Stab. Her er 19 dygtige, dedikerede specialister (event-, video- og kampagnefolk, konceptudviklere, designere, fotografer, projektledere og oversættere), som på daglig basis rådgiver og løfter en lang række kommunikations- og eventopgaver i tæt samarbejde med AU’s faglige miljøer.
Du bliver en del af et frit og kreativt miljø i smukke rammer på Trøjborg. Vi vægter højt, at der er en imødekommende stemning, og at vi har det sjovt – så selvom der er travlt, er det altid rart at komme på arbejde.
Løn og ansættelsesvilkår
I henhold til gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og Akademikernes Centralorganisation.
Stillingen er en fuldtidsstilling på 37 timer pr. uge. Tiltrædelse onsdag den 11. august 2025.
Spørgsmål til stillingen
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til Christina Nørtoft Poulsen, kampagneansvarlig for rekruttering af studerende, på
chnp@au.dk eller 3017 3119.
Om ansættelsesprocessen
Der er ansøgningsfrist søndag den 25. maj 2025.
Vi forventer at afholde to samtalerunder. Første samtale afholdes tirsdag den 3. juni og anden samtale onsdag den 11. juni 2025. Der vil i forbindelse med anden samtale være en mindre hjemmeopgave.
Aarhus Universitet vil være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig. Vi ser ligestilling og diversitet som en ressource og opfordrer derfor alle interesserede til at ansøge.
Ansøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aarhus Universitets hjemmeside. Om Aarhus Universitet
Aarhus Universitet er et fagligt bredt og forskningsintensivt universitet med høj kvalitet i uddannelse og forskning, og et stærkt engagement i samfundsudviklingen nationalt og globalt. Universitetet tilbyder et inspirerende uddannelses- og forskningsmiljø for 38.000 studerende og 8.300 medarbejdere med en årlig omsætning på 7,0 mia. kr. Læs mere på www.au.dk