Hos Aarhus BSS på Aarhus Universitet søger vi fagligt dygtige håndværkere eller serviceteknikere, der brænder for drift og vedligehold. Hos os får du mulighed for at gøre en forskel – både i dagligdagen og i udviklingen af campus, så studerende og medarbejdere får de bedste fysiske rammer.På Aarhus BSS er vi i gang med at indfri de ambitiøse planer for vores campus, hvilket omfatter ibrugtagning af det nye campusområde i Universitetsbyen og udvikling og modernisering af de fysiske og tekniske rammer i Universitetsparken.
Vil du være en del af holdet, der – i samarbejde med mange gode kræfter på universitetet – er med til at understøtte campusudviklingen?
Vi søger to nye kolleger – håndværker/servicetekniker – som er serviceorienterede og har fokus på de daglige brugere af vores bygninger. Du får mulighed for at bidrage til den løbende drift og videreudvikling af vores bygninger, og dine arbejdsopgaver bliver bl.a.:
- daglig drift og vedligehold af bygninger og inventar i samarbejde med driftsområdets øvrige medarbejdere
- styring og vedligehold af områdets tekniske installationer
- drift af de tekniske anlæg samt ikke-autorisationskrævende vedligehold af vvs, el og ventilationsanlæg
- opstillinger og tilsyn i forbindelse med arrangementshåndtering og øvrige ad hoc-opgaver.
Vores forventninger til dig
For at lykkes i stillingen er det afgørende, at du er god til at samarbejde både med fakultetets brugere og med kolleger inden for bygningsområdet samt bredt i administrationen. Vi arbejder i en stor organisation med mange interessenter, og du skal derfor være god til at indgå i samarbejdsrelationer på flere niveauer.
Du skal være løsningsorienteret og bidrage med både høj faglighed og sund fornuft til at finde de bæredygtige og holdbare løsninger, som du også kan tage ansvar for.
Vores overordnede målsætninger er at sikre de bedst mulige fysiske rammer for studerende og medarbejdere samt sikre grundlaget for en bæredygtig og omkostningseffektiv drift. Vi forventer, at du arbejder konstruktivt sammen med os for at indfri de målsætninger.
Herudover forventer vi, at du:
- har en relevant teknisk uddannelsesbaggrund som fx håndværker, servicetekniker e.l.
- har relevant erfaring med drift og vedligehold af tekniske anlæg samt kendskab til almen bygningsdrift.
- har teknisk forståelse og viden om bygnings- og adgangskontrol, alarmsystemer samt Facility Management systemer.
- kan arbejde i MS Office pakken på brugerniveau.
Hvad kan du forvente af os
Du bliver en del af Bygningsservice på Aarhus BSS og får ca. 36 kolleger, som omfatter drifts- og servicemedarbejdere, administrative medarbejdere, driftsinspektører, en driftschef samt en teknisk chef.
I afdelingen har vi ansvaret for bygningsdriften af fakultetets campusområder i Aarhus og i Herning. Aarhus BSS Bygningsservice varetager også driften af en række fællesområder på universitetet. Det gælder bl.a. universitetets flotte Aula og en række andre bygninger, som er underlagt fredning, hvilket stiller særlige krav til drift, vedligehold og renovering.
Du vil indgå i det team i afdelingen, som varetager den daglige drift af Aarhus BSS’ campusområde i Aarhus i Universitetsparken og Universitetsbyen, og du refererer til den lokale driftsinspektør.
Vi tilbyder derudover:
- fleksibilitet i dit arbejde, hvor du har stor indflydelse på tilrettelæggelse og afvikling af de forskellige opgaver
- en spændende arbejdsplads i forandring, hvor dine idéer kan inspirere og præge udviklingen
- en alsidig dagligdag, hvor dit gode humør og personlige initiativ sammen med os andre resulterer i et godt arbejdsklima
- en uformel organisation, som bygger på delegation - vi lægger vægt på frihed under ansvar, og at medarbejderne er gode til at indgå i samarbejder med kolleger og med de mange forskellige brugere på universitetet.
Arbejdssted
Aarhus Universitet, Aarhus BSS Bygningsservice, Bartholins Allé 16, 8000 Aarhus C.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en fast stilling på 37 timer om ugen med løn- og ansættelsesvilkår i henhold til organisationsaftalen for håndværkere og teknikere og fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) eller anden relevant overenskomst på det statslige område.
På længere sigt kan det blive en del af stillingen at indgå i vagtordning.
Tiltrædelse er pr. 1. januar 2026 eller efter nærmere aftale.
Ansøgningsfrist
Hvis det lyder som noget for dig, så glæder vi os til at modtage din ansøgning. Du kan søge en af stillingerne ved at sende dit cv og en motiveret ansøgning via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aarhus Universitets hjemmeside
senest den 24. november 2025.Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 48.
Spørgsmål til stillingen
Hvis du vil vide mere om stillingerne, kan du kontakte driftsinspektør Per Okholm på tlf.nr.: 28 99 22 20, driftschef Christian Sejerø Poulsen på tlf.nr.: 20 66 54 68 eller teknisk chef Peter Bachmann Vestergaard på tlf.nr. 40 37 21 88.
Har du behov for hjælp til at uploade din ansøgning eller har spørgsmål vedr. rekrutteringsprocessen, kan du kontakte HR-supporter Jeannette Guldborg Petersen på
jeannette.petersen@au.dk.
Aarhus Universitet vil være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig. Vi ser ligestilling og diversitet som en styrke og opfordrer derfor alle interesserede til at ansøge.
Ansøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aarhus Universitets hjemmeside.
Om Aarhus Universitet
Aarhus Universitet er et fagligt bredt og forskningsintensivt universitet med høj kvalitet i uddannelse og forskning, og et stærkt engagement i samfundsudviklingen nationalt og globalt. Universitetet tilbyder et inspirerende uddannelses- og forskningsmiljø for 38.000 studerende og 8.300 medarbejdere med en årlig omsætning på 7,0 mia. kr. Læs mere på www.au.dk