Vi søger en talentfuld ingeniør til deltidsstilling som ekstern lektor til lnstitut for Byggeri og Bygningsdesign

Vil du være med til at skabe et nyt videnmiljø omkring byggeri i Danmark? Har du lyst til at bygge bro imellem erhvervslivet og universitetet i dit daglige arbejde? Og kan du inspirere ingeniørstuderende til at tænke i bæredygtige og helhedsorienterede løsninger?
Så er denne stilling måske noget for dig.

Vi søger en medarbejder til lnstitut for Byggeri og Bygningsdesign (CAE) på Aarhus Universitet til projektvejledning af vores studerendes bachelorprojekter indenfor Bærende Konstruktioner.

Du vil blive ansat på baggrund af dine kvalifikationer og erfaringer fra erhvervslivet, og du vil få gode muligheder for at vedligeholde og udbygge dit netværk.

Vi leder efter en profil, der kan være med til at styrke instituttets kompetencer inden for undervisning i bygge- og anlægstekniske fagligheder.
Bemærk, at al undervisning er på dansk.
 

Forventet startdato og varighed

Der er tale om en tidsbegrænset stilling med slutdato den 31. juli 2029.
 

Jobbeskrivelse

Du vil primært arbejde med projektvejledning på Bachelorprojekter og semesterprojekter, men undervisning vil også være muligt, afhængig af behov og dine interesser.  
                                                                                      

Din profil

Det er vigtigt, at du kan opfylde følgende kriterier:

Du er uddannet diplom- eller civilingeniør evt. suppleret med en ph.d.-grad. Du har relevant erhvervserfaring. Du har gerne erfaring med undervisning og/eller projektvejledning.
Du har lyst til at undervise og sætte dit præg på de kommende generationer af bygningsingeniører i Danmark.
Du har gode samarbejdsevner og lyst til at dyrke og udvikle din faglighed med både virksomheder og forskere.

Hos os bliver du en del af et undervisnings- og forskningsmiljø med store ambitioner og en masse dygtige kollegaer. Vi ønsker at være erhvervslivets foretrukne samarbejdspartner, og vi vil være med til at sikre, at den danske byggesektor kan måle sig med verdens bedste, når det gælder udvikling i produktivitet og innovationsevne.

Inden for byggeri har vi to diplomingeniøruddannelser, en civilingeniørbacheloruddannelse og en kandidatuddannelse, og vi arbejder løbende med at sikre kvaliteten af undervisningen, så vores studerende kan bære deres viden om ny teknologi og den grønne dagsorden ud på arbejdsmarkedet, og implementere den i hele byggeriets værdikæde
 

Hvem vi er

lnstitut for Byggeri og Bygningsdesign blev etableret i januar 2021 og har i dag ca. 100 undervisere og forskere samt mere end 1000 studerende.

Vi uddanner nogle af landets mest eftertragtede ingeniører, og vi arbejder med at skabe ny, praksisnær viden inden for blandt andet konstruktioner, geoteknik, design og arkitektur, byggeproduktion, klimatilpasning, digitale teknologier, indeklima, og materialer.
Vi tror på, at fremtidens byggesektor både kræver højt specialiseret viden og helhedsorienterede løsninger, og derfor bestræber vi os på at skabe en kultur med masser af plads til samarbejde på tværs af universitetets institutter og fakulteter og med eksterne parter.

Vi tror også på, at mennesker ikke er arbejdsrobotter, og vi tror på, at de trives og udvikler sig bedst, når der er en høj grad af fleksibilitet i arbejdet og tid til, at de både kan fordybe sig, lære og begejstres.

Læs mere pa cae.au.dk og ingeniør.au.dk
 

Hvad vi tilbyder

Vi tilbyder dig at blive en del af
  • et spændende tværfagligt miljø med mange nationale, internationale og industrielle samarbejdspartnere
  • et arbejdsklima, der indbyder til livlig, åben og kritisk diskussion
  • et arbejdsmiljø med tætte arbejdsrelationer, netværksaktiviteter og sociale aktiviteter
  • en arbejdsplads præget af professionalisme, lighed og en sund balance mellem arbejdsliv og privatliv
 

Arbejdssted og ansættelsesområde

Arbejdsstedet er Navitas, Inge Lehmanns Gade 10, 8000 Aarhus C og ansættelsesområdet er Aarhus Universitet med tilhørende institutioner.
 

Kontakt information

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til viceinstitutleder for Uddannelse Karsten Völcker, tlf. 9350 8713, kav@cae.au.dk
 

Deadline

Alle ansøgninger skal være modtaget senest den 26. maj 2026.
 

Formalia

Ved ansættelse på den videnskabelige stillingsstruktur sker aflønning i henhold til Cirkulære om aftale om eksterne lektorer og undervisningsassistenter ved universiteter m.fl. under Uddannelses- og forskningsministeriet.

Ansættelse på stillingsstruktur for diplomingeniøruddannelsen aflønnes i henhold til Cirkulære om stillingsstruktur ved diplomingeniøruddannelsen og eksportingeniøruddannelsen.

Ansættelse som ekstern lektor forudsætter enten:
  • Relevant praksiserfaring på højt niveau, der ikke er opnået gennem en universitær, videnskabelig ansættelse, eller
  • Ansættelse i en videnskabelig hovedstilling på et andet universitet.
Undervisningsmæssige kvalifikationer indgår i bedømmelsen af ansøgere til et eksternt lektorat.

En ekstern lektor, som ansættes i kraft af sin relevante praksiserfaring, skal have indgående, aktuel viden om fagets/fagområdets anvendelsesmuligheder. Det opnås gennem beskæftigelse inden for faget/fagområdet.

Aarhus Universitet vil være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig. Vi ser ligestilling og diversitet som en ressource og opfordrer derfor alle interesserede til at ansøge.

Der anvendes shortlisting. Det betyder at lederen, efter ansøgningsfristens udløb, med bistand af formanden for bedømmelsesudvalget og evt. ansættelsesudvalg, udvælger, hvilke ansøgere der skal bedømmes. Udvælgelsen foretages på baggrund af en vurdering af hvem der er mest relevant i forhold til kravene i stillingsopslaget.
Alle ansøgere får inden for 6 uger besked om, hvorvidt deres ansøgning er gået videre til bedømmelse af et fagkyndigt bedømmelsesudvalg. De udvalgte ansøgere orienteres om udvalgets sammensætning og modtager samtidig egen bedømmelse.

Ansøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aarhus Universitets hjemmeside.
 

Om Aarhus Universitet

Aarhus Universitet er et fagligt bredt og forskningsintensivt universitet med høj kvalitet i uddannelse og forskning, og et stærkt engagement i samfundsudviklingen nationalt og globalt. Universitetet tilbyder et inspirerende uddannelses- og forskningsmiljø for 37.000 studerende og 8.700 medarbejdere med en årlig omsætning på 8,3 mia. kr. Læs mere på www.au.dk

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Frist: 26. maj 2026
Faglig kontaktperson:
Karsten Völcker Viceinstitutleder kav@cae.au.dk +4593508713
Antal ledige stillinger: 1
Forventet tiltrædelsesdato: 1. august 2026
AARHUS UNIVERSITET

Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus

Email: au@au.dk
Tlf: 8715 0000

CVR-nr: 31119103