Uddannelseschef til Administrationscenter Nat-Tech, Aarhus Universitet

 
Har du lyst til at påtage dig ansvaret for ledelsen af en kompleks og dynamisk studieadministration? Som leder har du ansvar for at sikre en effektiv og fagligt stærk organisation i tæt samarbejde med fakultetsledelser, institutter og uddannelsesmiljøer. Du skal både understøtte den daglige drift og skabe energi, motivation og sammenhæng i opgaveløsningen. 
 

Forventet startdato og varighed

 
Der er tale om en fastansættelse med start den 01.03.2026 eller hurtigst muligt.


Jobbeskrivelse

 
Uddannelseschefen er ansvarlig for studieadministrationen (Nat-Tech Uddannelse) på Faculty of Natural Sciences og Faculty of Technical Sciences, som beskæftiger ca. 70 medarbejdere i en organisation, der spænder fra studieinformation og vejledning til eksamen, planlægning og kvalitetssikring. Derudover bliver du en del af den samlede ledelse af studieadministrationen på AU, hvor du samarbejder tæt med uddannelsescheferne fra de øvrige fakulteter og ledelsen i den centrale enhed, AU Uddannelse.

Nat-Tech Uddannelse er kendetegnet ved både stabil drift og løbende udvikling – og skal sikre, at fakulteternes uddannelser understøttes effektivt, professionelt og med blik for at skabe gode rammer for medarbejdere og studerende.

Uddannelseschefen er både repræsentant udadtil og en samlende kraft indadtil og kan bygge bro mellem drift og strategi, og som møder organisationen med tillid og mod. 
 

Din profil


Du er en værdiorienteret leder, der forstår at skabe fremdrift gennem samarbejde, faglig respekt og tillid. Du er risikovillig, men forstår behovet for at prioritere klogt. Og du balancerer beslutninger med ro og professionalisme.

Vi ser gerne, at du har:
  • Ledelseserfaring fra en kompleks organisation og gerne med ansvar for drift, udvikling og medarbejdere på flere niveauer. Herunder ledelse af ledere.
  • Forståelse for uddannelsesområdet og indsigt i, hvordan administration, fakultetsledelser og faglige miljøer spiller sammen. Alternativt har du erfaring fra en anden større offentlig organisation.
  • Interesse for automatiseringer, brug af generativ AI, der kan understøtte driften.
  • Evne til at skabe tillid og følgeskab på tværs af fagligheder og organisatoriske niveauer.
  • Tydelig kommunikation, ro og overblik i en hverdag med mange interesser og krav.
  • Erfaring med organisationsudvikling, procesforbedring og implementering af forandringer samt kompetenceudvikling af medarbejdere.

Du leder med tillid og tydelighed – og forstår, at bæredygtig ledelse bygger på samarbejde, ansvar og respekt for fagligheden hos dem, der løser opgaven.
 

Hvem vi er


Administrationscenter Nat-Tech understøtter Faculty of Natural Sciences og Faculty of Technical Sciences. Centret har ca. 400 medarbejdere og løser opgaver inden for bl.a. uddannelse, økonomi, HR, IT og bygninger.

Nat-Tech Uddannelse er en del af Administrationscentret og består af fire områder med hver sin afdelingsleder:
- Studienævnsbetjening og uddannelseskvalitet
- Undervisning og eksamen System
- Undervisning og eksamen Kontakt
- Vejledning og studieinformation

Samarbejdet med fakulteterne bygger på tæt dialog og gensidig forståelse for hinandens virkeligheder – hvor administrationen ikke kun løser opgaver, men bidrager aktivt til udviklingen af gode rammer for uddannelse og studiemiljøer.


Hvad vi tilbyder


Nat-Tech Uddannelse har en stærk faglighed som løbende udvikler sig efter de behov, der er for forandring og udvikling. Det kræver en vedvarende og tydelig prioritering og stærke samarbejdsevner. Udvikling er en vigtig del af opgaven og sker i samarbejde med de mennesker, der kender opgaven bedst.

Du får en nøglerolle i:
  • Implementering af kandidatreformen, som medfører ændringer i uddannelsesstrukturer og samarbejdsformer.
  • Udskiftning af AU’s studieadministrative system, der kræver omfattende procesudvikling og stærk driftsledelse.
  • Videreudvikling af organisation og kultur, så afdelingen i endnu højere grad fungerer som rådgivende partner og strategisk medspiller for fakulteterne samt driver udvikling og implementering af nye tiltag.
  • Tværgående koordinering og samarbejde med studieledere, institutledelser, studienævn og AU’s centrale uddannelsesfunktioner.



Arbejdssted og ansættelsesområde

Arbejdsstedet er Administrationscenter Nat-Tech, Ny Munkegade 120, bygning 1522-216, 8000 Aarhus C, og ansættelsesområdet er Aarhus Universitet med tilhørende institutioner.

 

Kontakt information

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til: Administrationschef Gertrud Lindberg Tefre, +45 2080 6087, glt@au.dk eller konsulent Vibeke Rosenbeck, +45 3148 4740, vibeke@rosenbecks.dk
 


Deadline

Alle ansøgninger skal være modtaget senest den 14. december 2025.
 

Formalia

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst mellem Skatteministeriet og akademikere i staten eller anden relevant overenskomst.

Aarhus Universitet vil være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig. Vi ser ligestilling og diversitet som en ressource og opfordrer derfor alle interesserede til at ansøge.

Ansøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aarhus Universitets hjemmeside.

 

Om Aarhus Universitet

Aarhus Universitet er et fagligt bredt og forskningsintensivt universitet med høj kvalitet i uddannelse og forskning, og et stærkt engagement i samfundsudviklingen nationalt og globalt. Universitetet tilbyder et inspirerende uddannelses- og forskningsmiljø for 38.000 studerende og 8.300 medarbejdere med en årlig omsætning på 7,0 mia. kr. Læs mere på www.au.dk

 

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Frist: 14. december 2025
Faglig kontaktperson:
Gertrud Lindberg Tefre Administrationschef glt@au.dk +4520806087 +4520806087
Antal ledige stillinger: 1
Timer pr. uge: 37
Forventet tiltrædelsesdato: 1. marts 2026
AARHUS UNIVERSITET

Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus

Email: au@au.dk
Tlf: 8715 0000

CVR-nr: 31119103