Hos Vejledning og Studieinformation arbejder vi med studievejledning, hvor studerendes valg, tvivl og overgange er i centrum, og hvor høj kvalitet i vejledningen er et gennemgående fokus.
Vi søger en studie- og trivselsvejleder til Nat-Tech Uddannelse, som brænder for at arbejde med studerende og har erfaring med studievejledning. Du sætter en ære i at levere høj service til både studerende og fagmiljøer, bidrager med professionel sparring til kolleger og trives i udviklingsprocesser baseret på samarbejde og dialog.
Som studie- og trivselsvejleder er du involveret i hele studenterrejsen - fra rekruttering til afslutning af studiet. Opgaverne løses sammen med kolleger på tværs af afdelingen og organisationen, og du får blandt andet ansvar for:
Vejledningssamtaler - individuelle, kollektive og digitale
Planlægning og gennemførelse af studiestartsaktiviteter for bachelor- og internationale studerende
Koordinering af studievejledningens tilbud til mentorer, herunder kurser, oplæg og faglig sparring
Rekruttering og vejledning i forbindelse med Adgangskursus til ingeniøruddannelserne
Du får en alsidig rolle med stor kontaktflade og mulighed for at præge udviklingen af vejledningsindsatserne i samarbejde med dine kolleger. Rollen veksler mellem planlagte aktiviteter, driftsopgaver, individuelle samtaler og udviklingsopgaver, hvor du selv er med til at forme løsningerne.
Du har vejledning som dit faglige udgangspunkt og en relevant videregående uddannelse - gerne suppleret med en vejlederuddannelse eller anden efteruddannelse. Du har nogle års erfaring med vejledning af studerende eller en tilsvarende målgruppe og er vant til at arbejde selvstændigt med både vejledningsopgaver og koordinering af indsatser. Du arbejder metodisk og navigerer sikkert mellem studieadministrative rammer og den enkelte studerendes behov og muligheder.
Som inspirerende formidler omsætter du din faglighed til praksis i både individuelle samtaler og workshops. Du kommunikerer klart og professionelt på både dansk og engelsk og bidrager aktivt til samarbejde og videndeling i et miljø, hvor viden udvikles i fællesskab.
Du trives i en rolle, hvor du både arbejder tæt på studerende og proaktivt opsøger samarbejde på tværs af organisationen - herunder dialog med tutorer, uddannelsesansvarlige og andre samarbejdspartnere. Du er god til at skabe og vedligeholde gode samarbejdsrelationer og motiveres af opgaver, der rækker ud over den direkte vejledning og omfatter koordinering, udvikling og planlægning af indsatser. I den forbindelse inddrager du naturligt data og evalueringer til at kvalificere og videreudvikle vejledningstilbud.
Vejledning og Studieinformation er en del af Nat-Tech Uddannelse på Aarhus Universitet og består af 13 fastansatte medarbejdere samt 18 studenterstudievejledere. Vi arbejder med rekruttering, studiestart, studievejledning og kommunikation.
I hverdagen arbejder vi tæt sammen på tværs af fagligheder, hvor vi deler viden, spiller hinanden gode og er nysgerrige på hinandens perspektiver. Vi lægger vægt på høj faglig kvalitet og et godt arbejdsmiljø, hvor engagement, åbenhed og gensidig respekt er en naturlig del af måden, vi arbejder på. Der er plads til både fordybelse og nye idéer, og vi udvikler løbende vores opgaveløsning i fællesskab.
Deadline: Alle ansøgninger skal være modtaget senest den 11. juni 2026.
Samtaler afholdes i uge 26 og evt. uge 27
Forventet startdato: 15. august 2026.
Arbejdstid: fastansættelse på 37 timer
Arbejdssted: Til dagligt sidder vi alle sammen på Ny Munkegade 120 i 8000 Aarhus C, men da vi har studerende på flere campusser, kan du også opleve at skulle en tur til Viborg eller Herning.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Studie- og trivselsvejleder Anne Hammer Pors, 93522293, anpo@au.dk, Studie- og trivselsvejleder Rikke Signe Tougaard 93522842, rsto@au.dk eller Afdelingsleder, Lærke Færch Ussing, 22619885, lfu@au.dk.
Aarhus Universitet er et fagligt bredt og forskningsintensivt universitet med høj kvalitet i uddannelse og forskning, og et stærkt engagement i samfundsudviklingen nationalt og globalt. Universitetet tilbyder et inspirerende uddannelses- og forskningsmiljø for 37.000 studerende og 8.700 medarbejdere med en årlig omsætning på 8,3 mia. kr. Læs mere på www.au.dk