Universitetsavisen Omnibus søger en ny studenterreporter, der har lyst til at skabe journalistik til vores skarpe målgruppe: studerende og medarbejdere ved Aarhus Universitet.
Om dig
Vi søger en studerende, som skriver levende og interesser sig for journalistik og nyheder.
Du følger med i det samfund, du er en del af – herunder, hvad der sker på universitetet, og hvad der rører sig blandt dine medstuderende. Du er nysgerrig, undrer dig og stiller spørgsmål, hvis der er noget, du ikke forstår.
Som reporter skal du trives med at smutte afsted på reportage eller interview med blokken under armen, og du skal have lyst til at tale med mennesker både ansigt til ansigt og over telefonen. Du skal også kunne trives med et arbejde styret af skiftende deadlines.
Det tilbyder vi
Du bliver en aktiv del af et kreativt, journalistisk miljø, hvor du bidrager med artikelidéer til redaktionsmøder og får mulighed for at prøve kræfter med flere journalistiske genrer som nyheder, reportager, voxpops og interviews. Du vil også komme til at lave praktiske opgaver som at opdatere hjemmesiden, bestille kontorforsyning eller deltage i markedsføringen af avisen på studiemesser.
Jobbet er en god mulighed for at skaffe sig alsidig journalistisk erfaring, og du får løbende sparring og feedback på dit journalistiske arbejde fra redaktionens to professionelle journalister.
Vi lægger vægt på, at du:
- har erfaring med journalistik eller anden indholdsproduktion på skrift
- har lyst til at være en aktiv del af en nyhedsredaktion
- har kendskab til Omnibus – og avisens formål
Omnibus er den officielle avis for studerende og medarbejdere på Aarhus Universitet. Avisen er en netavis, som redigeres efter journalistiske principper. Avisen er uafhængig af ledelsen såvel som alle andre grupper ved universitetet. Vi lægger løbende nyheder på
omnibus.au.dk og udkommer med et nyhedsbrev to gange om måneden.
Redaktionen består af en journalist, en redaktør og fire studentermedhjælpere (to studenterreportere og to studentermedhjælpere, som står for henholdsvis SoMe/nyhedsbreve og at versionere Omnibus’ indhold til engelsk).
Ansættelsesvilkår
Arbejdstiden er 8-10 timer om ugen. Vi er fleksible i forhold til tidspunkt.
Arbejdsstedet er Omnibus’ redaktion, Carl Holst-Knudsens Vej 8, 1. sal, 8000 Aarhus C.
Løn og ansættelse er i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og HK/STAT. Ansættelsen forudsætter, at du er indskrevet som studerende på en videregående uddannelse.
Yderligere information om stillingen
Kontakt redaktør Marie Groth Andersen, mobil 51 33 50 53.
Vedhæft ansøgning og dit CV og gerne et eller flere eksempler på din journalistiske produktion. Vi forventer at holde samtaler i begyndelsen af uge 25.
Aarhus Universitet vil være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig. Vi ser ligestilling og diversitet som en ressource og opfordrer derfor alle interesserede til at ansøge.
Ansøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aarhus Universitets hjemmeside. Om Aarhus Universitet
Aarhus Universitet er et fagligt bredt og forskningsintensivt universitet med høj kvalitet i uddannelse og forskning, og et stærkt engagement i samfundsudviklingen nationalt og globalt. Universitetet tilbyder et inspirerende uddannelses- og forskningsmiljø for 37.000 studerende og 8.700 medarbejdere med en årlig omsætning på 8,3 mia. kr. Læs mere på www.au.dk