Studentermedhjælper søges til Center for små og mellemstore virksomheder (SMV), Institut for Virksomhedsledelse, Aarhus BSS

Vores nuværende studentermedhjælper rejser til august videre til sit drømmejob, og vi søger derfor en ny studentermedhjælper. Som studentermedhjælper vil du spille en central rolle i at hjælpe med administrative opgaver og vores forskning. Derudover vil du hjælpe med at udbrede vores viden til hele det danske erhvervsmarked.

Dine arbejdsopgaver vil blandt andet bestå af:

  • Udarbejdelse af interviewguides og spørgeskemaer
  • Gennemførelse af interviews med f.eks. virksomheder, danske GTS-institutter og brancheforeninger – herunder også mødebooking
  • Analyse af kvalitative og kvantitative data
  • Præsentation af resultater og fund, f.eks. ved evaluerings- og læringsloops, hvor du som studentermedhjælper bidrager til forberedelsen af figurer, tabeller og præsentationsmateriale
  • Deltagelse i løbende projektmøder og interne statusmøder
  • Øvrige forskningsunderstøttende, administrative ad hoc-opgaver som f.eks. transskribering, kodning og informationssøgning
  • Hjælpe til med udvikling og drift af digitale platforme samt med at udarbejde indhold (content) til disse, sociale medier (primært LinkedIn) og øvrige kanaler
  • Produktion af videomateriale

Hvorfor søge stillingen?

Som studentermedhjælper i Center for SMV får du mulighed for at arbejde tæt på forskningsprocessen. Arbejdsopgaverne er alsidige og fagligt udviklende, og du vil få ansvar fra starten.

Udover relevante og spændende arbejdsopgaver lægger vi vægt på at have et godt arbejdsmiljø, hvor man bliver mødt med stor tillid og respekt – også som studentermed-hjælper. Dine input bliver taget seriøst, og du får mulighed for at præge både arbejds-processer og resultater. Samtidig er der en stærk kultur for vidensdeling og sparring, så du står aldrig alene med en opgave – der er altid plads til at stille spørgsmål og få støtte.

Vi tilbyder en hverdag præget af faglighed og fællesskab, hvor feedback er konstruktiv, og med en tydelig kultur for, at fejl er en naturlig del af læringsprocessen. Der er en høj grad af fleksibilitet i arbejdet, hvilket gør det nemt at kombinere med en travl studiehverdag.
Du vil blive en del af et team, som arbejder for og med små og mellemstore danske virksomheder, som er kernemålgruppen for vores forskning og kommunikation. Center for SMV er et forskningscenter med fokus på, hvad der driver og hæmmer udvikling i danske SMV’er. Forskningen foregår altid i tæt samarbejde med SMV’erne selv og vi har en målsætning om at skabe ’viden der virker’, hvorfor vores forskning først slutter, når de udviklede redskaber er testet og formidlet.

Om jobbet siger vores nuværende studentermedhjælper:
"Som studentermedhjælper i Center for Små og Mellemstore Virksomheder har jeg ikke blot udviklet mig fagligt – jeg har også haft en arbejdsplads, hvor jeg har følt mig værdsat, lyttet til og som en reel integreret del af teamet. Det har været utrolig givende, og jeg kan kun opfordre andre til at søge stillingen. Det er en mulighed for at få ansvar, blive udfordret og lære i et miljø, hvor både faglighed og fællesskab vægtes højt. Jeg er oprigtigt taknemmelig for den tid, jeg har haft her – og jeg håber, at den næste studentermedhjælper vil få lige så meget ud af det og bliver lige så glad for det, som jeg har været".

Dine kompetencer

Vi forestiller os, at du læser en relevant uddannelse, gerne på bachelorniveau eller at du kun lige er startet på kandidaten, og at du derudover:
  • Har god indsigt i og erfaring med både kvalitative og kvantitative analysemetoder
  • Er grundig og kan arbejde selvstændigt og disciplineret.
  • Har gode formulerings- og formidlingsevner, omhyggelig og sætter en ære i at løse dine opgaver med høj kvalitet
  • Erfaring med Miro, TYPO3 og Umbraco eller er villig til at lære det
  • Er initiativrig og har en positiv indstilling til nye arbejdsopgaver
  • Kan starte hurtigst muligt og afsætte den nødvendige tid - især i spidsperioder

Ansøgning

For at søge stillingen skal du sende en kort motiveret ansøgning med CV og de karakterudskrifter du har på nuværende tidspunkt. Du er velkommen til at vedhæfte andet materiale (f.eks. anbefalinger eller illustrationer).  

Du ansættes med en gennemsnitlig arbejdstid på maks. 15 timer om ugen. 

Ansættelsesstedet er: Center for SMV, Institut for Virksomhedsledelse, Aarhus BSS, Fuglesangs Allé 4, 8210 Aarhus V.

Ansættelsesstart: Vi ønsker, at du starter den 15. juni eller hurtigst muligt, så vi kan sikre en god overlevering.

Kontakt

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Tina Fugl på tlf.: 61565635 eller på mail fugl@mgmt.au.dk

Hvis du har behov for hjælp til at uploade din ansøgning eller har spørgsmål vedr. rekrutteringsprocessen, bedes du kontakte HR-supporter Tina Engelst Mølbæk, mail: tinaengelst@au.dk

Krav og vilkår

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og HK.

Aarhus Universitet vil være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig. Vi ser ligestilling og diversitet som en ressource og opfordrer derfor alle interesserede til at ansøge.

Ansøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aarhus Universitets hjemmeside.

Om Aarhus Universitet

Aarhus Universitet er et fagligt bredt og forskningsintensivt universitet med høj kvalitet i uddannelse og forskning, og et stærkt engagement i samfundsudviklingen nationalt og globalt. Universitetet tilbyder et inspirerende uddannelses- og forskningsmiljø for 38.000 studerende og 8.300 medarbejdere med en årlig omsætning på 7,0 mia. kr. Læs mere på www.au.dk
Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Frist: 3. juni 2025
Faglig kontaktperson:
Tina Fugl Administrativ medarbejder fugl@mgmt.au.dk +4587165975
Antal ledige stillinger: 1
Timer pr. uge: 15
Forventet tiltrædelsesdato: 15. juni 2025
AARHUS UNIVERSITET

Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus

Email: au@au.dk
Tlf: 8715 0000

CVR-nr: 31119103