Postdoc i synuclein-forskning Institut for Biomedicin på Aarhus Universitets sundhedsvidenskabelige fakultet, Health, søger en postdoc i alfa-synuclein-forskning pr. 15. juni 2026 eller snarest muligt derefter. Stillingen er en tidsbegrænset fuldtidsstilling på 2 år.
Institut for Biomedicin prioriterer diversitet og godt arbejdsmiljø, da det er en forudsætning for banebrydende forskning. I et diverst og internationalt forskningsmiljø søger dedikerede medarbejdere ny viden inden for biomedicinske forskningsområder som infektion og inflammation, membraner, neurovidenskab og personlig medicin. Institut for Biomedicin leverer forskningsbaseret undervisning af højeste kvalitet og har blandt andet ansvaret for en stor del af medicinuddannelsen. Cirka 500 medarbejdere fra hele verden er ansat på instituttet, som huser moderne laboratorie-, core- og dyrestaldsfaciliteter. Engelsk er det foretrukne sprog i både laboratoriet, til møder og ved seminarer. Institut for Biomedicin har fokus på innovation, entreprenørskab og samarbejde med erhvervslivet, og adskillige forskere fra instituttet har etableret virksomheder, der udvikler nye lægemidler på et professionelt fundament af videnskabelig grundforskning. Du kan læse mere om instituttet
her og om fakultetet
her.
Forskningsprojektet
Parkinsons sygdom og relaterede synucleinopatier er neuropatologisk karakteriseret ved celletab i bestemte neuronale populationer samt tilstedeværelsen af karakteristiske protein-inklusioner i nerveceller og/eller gliaceller i centralnervesystemet. Dog menes mindre former for alfa-synuclein aggregater at spille en central rolle i den cellulære dysfunktion og toksicitet, som karakteriserer sygdommene. Udviklingen af alfa-synuclein proximity ligation assays har i de senere år muliggjort sensitiv genkendelse af disse små aggregater direkte i post-mortem hjernevæv fra patienter samt modeller af synucleinopatier. Dette projekt fokuserer på den fortsatte udvikling af disse assays med undersøgelse af deres mulige anvendelse som biomarkører til diagnostik og monitorering af sygdomsprogression i patienter. Ydermere har projektet som mål at studere biologien involveret i tilblivelsen og effekten af disse små aggregater ved hjælp af både post-mortem hjernevæv fra eksempelvis genetiske varianter af Parkinsons sygdom samt via forskellige celle-, ex vivo- og in vivo-modeller af sygdommen.
Dine arbejdsopgaver
Som postdoc i synuclein-forskning er din stilling primært forskningsbaseret, men kan også indebære undervisningsopgaver. Du vil bidrage til udviklingen af instituttets fagområde gennem forskning af høj international kvalitet. I dit daglige arbejde har du et tæt samspil med kolleger i dit projekt, men du vil være primært ansvarlig for forskningsprojektets udførelse.
Dine opgaver vil primært bestå af:
- Selvstændig forskning af høj international kvalitet, herunder publicering
- Videreudvikling, validering og implementering alfa-synuclein proximity ligation assays til brug i både hjernevæv og andre prøvetyper, såsom hud eller blod
- Avanceret mikroskopi og automatisering af kvantitativ billedanalyse, inkl. bestemmelse af optimale analysemetoder til nye prøvetyper
- Ledelse af forskningsprojekter og håndtering af internationale samarbejder
- Supervision af studerende i laboratoriet
Du refererer til Professor Poul Henning Jensen.
Dine kompetencer
Du har videnskabelige kvalifikationer på ph.d.-niveau, gerne inden for biomedicin eller neuroscience. Du forventes at have dybdegående viden om alfa-synuclein neuropatologi og patogenese i synucleinopatier. Erfaring med optimering og implementering af proximity ligation assays er nødvendigt, ligesom du forventes at kunne begå dig i gængse mikroskopisystemer og have solid erfaring med kvantitativ billedanalyse af eksempelvis whole-slide billeder. Du skal have praktisk erfaring i at arbejde med cellemodeller, ex vivo vævskulturer, in vivo-musemodeller samt patient-deriverede prøver (post-mortem humane paraffinsnit samt hudbiopsier og blod- og/eller spinalvæskeprøver).
Som person er du ambitiøs og evner at tage ejerskab over og ansvar for dit projekt. Ydermere har du gode samarbejdsevner, er imødekommende og evner at bidrage til et godt arbejdsmiljø. Vi forventer du taler og skriver flydende engelsk.
For at kunne blive bedømt kvalificeret som postdoc, skal du opfylde
disse faglige kriterier.
Shortlisting vil blive anvendt.
Spørgsmål til stillingen
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Professor Poul Henning Jensen, tlf.: +45 2899 2056.
Arbejdsstedet er Institut for Biomedicin, Høegh-Guldbergs Gade 10, 8000 Aarhus C, Danmark.
Vi forventer at afholde samtaler ultimo april primo maj.
Ansættelsesgrundlag
Ansøgning
Din ansøgning skal indeholde følgende:
- Ansøgning
- Curriculum Vitae
- Eksamensbevis
- Skabelon til ansøger – postdoc
- Publikationsliste
- Undervisningsportfolio. Vi henviser til Vejledning til anvendelse af undervisningsportfolio
- Op til 5 af de for stillingen mest relevante publikationer kan medsendes (valgfrit)
- Forskningsplan kan medsendes (valgfrit)
- Medforfattererklæring kan medsendes (valgfrit)
- Referencer/anbefalinger kan uploades særskilt i e-rekrutteringssystemet (valgfrit)
Vi henviser til fakultetets
Vejledning for ansøgere.
Aarhus Universitet vil være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig. Vi ser ligestilling og diversitet som en ressource og opfordrer derfor alle interesserede til at ansøge.
Ansøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aarhus Universitets hjemmeside. Om Aarhus Universitet
Aarhus Universitet er et fagligt bredt og forskningsintensivt universitet med høj kvalitet i uddannelse og forskning, og et stærkt engagement i samfundsudviklingen nationalt og globalt. Universitetet tilbyder et inspirerende uddannelses- og forskningsmiljø for 37.000 studerende og 8.700 medarbejdere med en årlig omsætning på 8,3 mia. kr. Læs mere på www.au.dk