Institut for Retsmedicin på Aarhus Universitets sundhedsvidenskabelige fakultet, Health, søger en 1 læge til 1-årig introstilling med startdato 1. januar 2026.
Som læge ved Institut for Retsmedicin bliver du en del af en arbejdsplads med dedikerede og specialiserede medarbejdere. Alle deler et mål om at forebygge og opklare kriminalitet, ulykker, for tidlig død og selvmord gennem forskning, undervisning og retsmedicinske undersøgelser. Instituttet hører under det sundhedsvidenskabelige fakultet Health på Aarhus Universitet og beskæftiger 70 medarbejdere fordelt på to afdelinger, der leverer uvildig og evidensbaseret myndighedsbetjening for politiet. Afdeling for Retspatologi foretager retslægelige obduktioner, findestedsundersøgelser og kliniske retsmedicinske undersøgelser. Afdeling for Retskemi identificerer og bestemmer renheden af euforiserende stoffer og lægemidler i biologisk materiale og i genstande beslaglagt af politiet. Begge afdelinger er enten akkrediteret efter kvalitetsstandarderne ISO 17025 eller ISO 17020. Derudover har instituttet tre forskningsenheder, der fokuserer på bioanalytisk kemi, retsmedicinsk billeddiagnostik og klinisk retsmedicin. De ansatte bevæger sig i krydsfeltet mellem myndighedsbetjeningen og grund- og anvendt forskning, og instituttet har et skarpt fokus på det gode arbejdsmiljø, som er en forudsætning for høj kvalitet i løsningen af opgaver på alle niveauer. Du kan læse mere om instituttet her og om fakultetet her.
Som læge er dine primære opgaver deltagelse i klinisk arbejde med undersøgelse af voldsofre og ofre for seksuelle overgreb samt undersøgelse af sigtede i disse sager, desuden retslægelige obduktioner samt evt. findestedsundersøgelser og ligsyn. Det kliniske arbejde foregår på instituttet, på Center for Voldtægtsofre, Aarhus Universitetshospital, på instituttets regionalafsnit i Aalborg og Gødstrup, i Kolding og på sygehuse, samt i Børnehus Midt i Herning og Aarhus. Stillingen indebærer vagtforpligtelse med særskilt overenskomstmæssig betaling herfor. Du vil skulle dække mindst 4 vagter per måned.
Du refererer til Statsobducent, Professor, Ph.d. Lene Warner Thorup Boel.
Vi forventer at den, der ansættes i stillingen, er interesseret i at lære om alle aspekter af det retsmedicinske arbejde.
Som person har du gode samarbejdsevner, er robust, empatisk og imødekommende og evner at bidrage til et godt arbejdsmiljø.
Ansættelse i stillingen forudsætter indhentelse af en tilfredsstillende straffeattest og børneattest.
Du skal have kørekort.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Statsobducent, Professor, Ph.d. Lene Warner Thorup Boel på tlf.: +45 87168301
Arbejdsstedet er Institut for Retsmedicin, Palle Juul-Jensens Boulevard 99, Indgang D2, 8200 Aarhus N.
Vi forventer at afholde samtaler i uge 46/47
Ansøgningsfrist: 9. november 2025