Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitets sundhedsvidenskabelige fakultet, Health, søger en forskningskoordinator til Klinisk Epidemiologisk Afdeling pr. 1. august 2026 eller snarest muligt derefter. Stillingen er en tidsubegrænset fuldtidsstilling.
Vil du være med til at understøtte epidemiologisk forskning af høj international kvalitet? Kan du med overblik og faglig styrke yde kompetent porteføljestyring? Har du mod på at koordinere, monitorere og dokumentere afdelingens kontraktforskningsprojekter i samarbejde med myndigheder, private virksomheder og universiteter? I så fald har Klinisk Epidemiologisk Afdeling en ledig stilling som forskningskoordinator.
Den ideelle ansøger har solid sundhedsfaglig indsigt samt stor erfaring fra medicinalindustrien. Du er velbevandret i krav til fase 4‑studier og formår at drive projekter frem både selvstændigt og i et forskningsteam.
Institut for Klinisk Medicin
Som forskningskoordinator på Institut for Klinisk Medicin bliver du en del af det formentlig største sundhedsvidenskabelige forskningsinstitut i Danmark. Den kliniske forskning dækker alle de lægefaglige specialer og foregår i samspil med universitetshospitalet og regionshospitalerne i Region Midtjylland. Vi råder over ca. 30.000 kvm moderne forskningsfaciliteter til eksperimentel kirurgi og medicin, dyrefaciliteter samt avancerede scannere. Instituttet har det overordnede ansvar for kandidatuddannelserne i medicin og molekylær medicin. På instituttet er vi ca. 670 videnskabelige medarbejdere, 500 ph.d.-studerende og 160 teknisk/administrative medarbejdere, der samarbejder på tværs af fagområder. Du kan læse mere om instituttet
her og om fakultetet
her.
Klinisk Epidemiologisk Afdeling
Klinisk Epidemiologisk Afdeling er en af Europas førende epidemiologiske forskningsafdelinger med et omfattende internationalt netværk. Afdelingen er placeret ved Aarhus Universitetshospital og organisatorisk forankret under Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet. Afdelingen anvender moderne epidemiologiske og biostatistiske metoder til at undersøge patientpopulationers prognose i bred forstand og varetager desuden en bred portefølje af forsknings-, rådgivnings- og kvalitetsopgaver, blandt andet med fokus på klinisk forebyggelse og det nære sundhedsvæsen. Afdelingen har ca. 90 medarbejdere, herunder 13 professorer (heraf 5 overlæger), 25 biostatistikere, flere yngre læger, administrativt personale samt mere end 25 ph.d.- og forskningsårsstuderende. Der er aktuelt ansat medarbejdere med mere end 10 forskellige nationaliteter.
Afdelingen samarbejder tæt med en lang række nationale og internationale partnere og superviserer klinisk epidemiologisk forskning i Region Midtjylland. Afdelingen ledes af en klinisk lærestolsprofessor, som du refererer til, samt en cheflæge.
Dine arbejdsopgaver
Som forskningskoordinator i Klinisk Epidemiologisk Afdeling får du ansvaret for en række opgaver relateret til afdelingens nationale og internationale forskningsprojekter. Du skal medvirke til at sikre fremdrift i kontraktforskningsprojekterne samt bistå den ledende professor i samarbejdet med udenlandske universiteter, herunder fx Stanford University og Boston University.
Dine opgaver vil primært bestå af:
- Omsætte afdelingens strategiske retning til handlingsplaner og opgaver i samarbejde med den kliniske lærestolsprofessor.
- Monitorere og varetage porteføljestyring for kontraktforskningsprojekter, herunder sikre overblik og dokumentation af afdelingens kontraktforskningsprojekter med myndigheder, virksomheder, og universiteter, samt deltage i relevante møder med disse.
- Sikre projekt-governance, herunder etablere og vedligeholde governance-processer.
- Håndtere audits og udfylde compliance‑spørgeskemaer og administrative opstartsdokumenter fra samarbejdspartnere.
- Deltage i målrettede aktiviteter for at øge afdelingens synlighed over for eksterne partnere i samarbejde med relevante medarbejdere, fx udarbejdelse af informationsmateriale om afdelingen og deltagelse i møder.
Du refererer til klinisk lærestolsprofessor Henrik Toft Sørensen.
Dine kompetencer
Du har en relevant uddannelse på kandidatniveau og praktisk erfaring fra tidligere ansættelser inden for forskningsområdet eller medicinalindustrien. Du har indgående kendskab til sundhedsområdet og meget gerne erfaring med fase 4‑studier, ligesom vi forventer, du har solid erfaring med projektkoordination. Du har erfaring med samarbejde med internationale virksomheder, taler samt skriver flydende engelsk.
Som person arbejder du struktureret, har blik for detaljen, men også helheden, og du er idérig, fleksibel og selvstændig. Du trives med tværfagligt samarbejde og evner at håndtere flere opgaver parallelt, ligesom du er motiveret for at tilegne dig ny viden og opsøger samarbejde med relevante afdelinger, myndigheder og virksomheder.
Spørgsmål til stillingen
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte klinisk lærestolsprofessor Henrik Toft Sørensen på tlf. +45 87 16 80 63.
Arbejdsstedet er Institut for Klinisk Medicin, Klinisk Epidemiologisk Afdeling, Olof Palmes Allé 43-45, 8200 Aarhus N, Danmark.
Ansættelsesgrundlag
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst mellem Skatteministeriet og relevant overenskomst.
Ansøgning
Din ansøgning skal indeholde følgende:
- Ansøgning
- Curriculum Vitae
- Angivelse af uddannelse (kopi af relevante eksamensbeviser)
- Referencer/anbefalinger kan uploades særskilt i e-rekrutteringssystemet
Vi henviser til fakultetets
Vejledning for ansøgere.
Aarhus Universitet vil være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig. Vi ser ligestilling og diversitet som en ressource og opfordrer derfor alle interesserede til at ansøge.
Ansøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aarhus Universitets hjemmeside. Om Aarhus Universitet
Aarhus Universitet er et fagligt bredt og forskningsintensivt universitet med høj kvalitet i uddannelse og forskning, og et stærkt engagement i samfundsudviklingen nationalt og globalt. Universitetet tilbyder et inspirerende uddannelses- og forskningsmiljø for 37.000 studerende og 8.700 medarbejdere med en årlig omsætning på 8,3 mia. kr. Læs mere på www.au.dk