Faglig leder for intern kommunikation på Aarhus Universitet

Kan du løfte organisationskommunikation på en stor arbejdsplads til nye højder og kan du se dig selv i rollen som faglig drivkraft for den interne kommunikation på et af landets største universiteter? Så er denne stilling måske noget for dig.

Vi søger et fagligt fyrtårn for organisationskommunikation, som kan stå i spidsen for at styrke og videreudvikle den interne kommunikation på Aarhus Universitet – og have den faglige ledelse af et team på seks personer.

Aarhus Universitet (AU) er en væsentlig samfundsaktør, som skal kunne navigere smidigt og effektivt i forhold til samfundsmæssige og politiske omstændigheder. Vi har store ambitioner og strategiske projekter, som er afgørende for vores position som attraktiv og anerkendt forsknings- og uddannelsesinstitution nu og i fremtiden. Samtidig er vi arbejdsplads for mere end 10.000 medarbejdere, som har brug for indsigt og sammenhængskraft. Det kræver, at vi formår at mobilisere og engagere alle om de nødvendige dagsordener. Og derfor leder vi lige nu efter en ambitiøs og erfaren kollega, som kan være vores nye drivkraft for den interne kommunikation og styrke vores linje- og ledelseskommunikation.


Om stillingen

Du bliver faglig leder for universitetets interne kommunikation, der varetages af Kommunikation & Presse i Universitetsledelsens Stab. Du kommer til at stå i spidsen for den strategiske retning og for at videreudvikle den interne kommunikation. Du bliver kommunikationsrådgiver for universitetsdirektøren og otte vicedirektører, ligesom du vil skulle løse opgaver for Aarhus Universitets bestyrelse og rektorat. Andre opgaver løser du i tæt samspil med fakulteterne. Du kommer til at fungere som en form for ”spillende træner” for teamet, da personaleledelsen ligger hos AU’s kommunikations- og pressechef, som du refererer til.


Om teamet

Teamet for intern kommunikation, som består af seks erfarne kommunikatører, tilrettelægger og udfører velorkestrerede interne kampagner, forandringskommunikation, ledelseskommunikation, linjekommunikation, webcontent og nyheder på vores interne platforme. 


Din profil

  • Du er en erfaren rådgiver, der kan navigere i store organisationer med komplekse problemstillinger og beslutningsprocesser
  • Du er vant til at interagere med topledelse og er hjemmevant i rollen som ledelsesrådgiver. Du formår intuitivt at dosere støtte, indspark og modspil – med et skarpt øje på at få det bedste output og resultat for ledelsen og for organisationen
  • Du formår at motivere og engagere teamet omkring en fælles ambition – at styrke den interne kommunikation i AU
  • Du er en empatisk leder og rådgiver, som er i stand til at interagere med mange forskellige mennesker i og omkring AU
  • Du har din faglige værktøjskasse i orden – og er en dygtig kommunikator
  • Du navigerer hjemmevant mellem kanaler og formater, hvad end det er digitalt eller analogt – det er opgaven, målet og målgruppen, der definerer indsatsen
  • Du er nysgerrig på nye muligheder og er en drivkraft i at udvikle vores content og interne kanaler
Det er afgørende, at du:
  • vil gå forrest og gøre vores organisationskommunikation endnu bedre
  • er god til at håndtere en arbejdsdag med højt tempo og mange opgaveskift
  • er komfortabel med højt tempo og korte deadlines
  • er stærk i relationsarbejdet og har god netværksforståelse
  • har en særlig evne til at skabe og holde overblik
  • er selvstændig, fleksibel og har gennemslagskraft
  • arbejder struktureret
  • sætter en ære i at lytte og dele
Skulle du have erfaring fra uddannelses- og forskningssektoren, vil det være et plus.


Om Kommunikation & Presse

Vi tilbyder en arbejdsplads med et højt fagligt niveau, en uformel omgangstone og ikke mindst rigtig gode og dygtige kolleger. Du kommer ind i en enhed med 12 kolleger, der har et godt humør, støtter hinanden, bruger hinanden som sparringspartnere, og alle lægger vægt på og bidrager til et velfungerende fagligt og socialt fællesskab. En del opgaver løses i tæt samarbejde med vores kolleger i Universitetsledelsens Stab, andre med kolleger fra hele organisationen.


Mere om Universitetsledelsens stab

Staben understøtter bestyrelsens, rektoratets og universitetsledelsens arbejde og udvikling. Universitetsledelsens Stab har som primær opgave at yde politisk, juridisk og kommunikativ rådgivning til rektor, prorektor og universitetsdirektør. Enheden består af 60 medarbejdere inden for ansvarsområderne Analyse og Politik, Kommunikation og Presse, Events og Kommunikationsstøtte samt Jura og Sekretariat.

Du kan læse mere om Universitetsledelsens stab her https://medarbejdere.au.dk/administration/administration/universitetsledelsens-stab


Løn og ansættelsesforhold

Ansættelse sker efter overenskomst mellem Finansministeriet og relevant faglig organisation (Akademikere i Staten eller Journalister i Statens tjeneste afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund).

Arbejdsstedet er Nordre Ringgade 1, 8000 Aarhus C.

Tiltrædelse 1. november 2025.


Yderligere oplysninger

For yderligere oplysninger kan kommunikations- og pressechef Sys Christina Vestergaard kontaktes på mobil 2367 0012.

Første runde samtaler forventes afholdt den 10. oktober og en eventuel anden samtale den 22. oktober.

Aarhus Universitet vil være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig. Vi ser ligestilling og diversitet som en ressource og opfordrer derfor alle interesserede til at ansøge.

Ansøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aarhus Universitets hjemmeside.
 

Om Aarhus Universitet

Aarhus Universitet er et fagligt bredt og forskningsintensivt universitet med høj kvalitet i uddannelse og forskning, og et stærkt engagement i samfundsudviklingen nationalt og globalt. Universitetet tilbyder et inspirerende uddannelses- og forskningsmiljø for 38.000 studerende og 8.300 medarbejdere med en årlig omsætning på 7,0 mia. kr. Læs mere på www.au.dk

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Frist: 5. oktober 2025
Faglig kontaktperson:
Sys Christina Vestergaard Kommunikations- og Pressechef scv@au.dk +4523670012
Antal ledige stillinger: 1
Timer pr. uge: 37
Forventet tiltrædelsesdato: 1. november 2025
AARHUS UNIVERSITET

Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus

Email: au@au.dk
Tlf: 8715 0000

CVR-nr: 31119103