Chef for TTO på Aarhus Universitet

Aarhus Universitet er blandt de største universiteter i Europa og indgår årligt ca. 3.000 samarbejdsaftaler med virksomheder og forskningsinstitutioner, som forberedes og forhandles af Technology Transfer Office (TTO) for at sikre et solidt juridisk fundament for forskningen.

Som chef for TTO får du et attraktivt job, hvis du har de rette forudsætninger. Attraktivt fordi du får mulighed for at gøre en forskel for forskningsmiljøer i verdensklasse, og fordi du får en hverdag sammen med specialiserede jurister i TTO og en velfungerende ledergruppe i AU Forskning. Forudsætninger fordi det er en stilling, hvor man skal kunne mestre mange balancer for at lykkes.

Du skal trives i en driftsvirkelighed, men samtidig være udviklingsorienteret og strategisk. Du skal være handlingsorienteret og have gennemslagskraft, men samtidig være involverende og diplomatisk. Du skal være god til at skabe relationer og følgeskab, men du må ikke vige udenom de svære beslutninger og de nødvendige konflikter.

TTO er en del af AU Forskning sammen med to søsterkontorer med fokus på fundraising og compliance. Som chef vil du have to teamledere i reference, som er de direkte ledere for afdelingens ca. 30 jurister, der spænder fra talenter i udvikling til erfarne specialister. Som chef vil du endvidere have tre administrative koordinatorer i reference, som bl.a. har det daglige ansvar for ca. 10 studentermedhjælpere.

TTO har hovedansvaret for at forhandle og rådgive om samarbejdsaftaler med nogle af de største virksomheder og forskningsinstitutioner både i Danmark og internationalt. TTO er en vigtig del af arbejdet med at beskytte og udnytte universitetets rettigheder i forskningsaftaler – især intellektuelle ejendomsrettigheder (IPR) – og vi bidrager til at håndtere komplekse databeskyttelsesspørgsmål i samarbejde med dedikerede forskere. Vi prioriterer høj faglighed, løbende sparring og et stærkt kollegialt fællesskab. Vores jurister kommer fra advokatkontorer, virksomheder og vidensinstitutioner, og vi arbejder i krydsfeltet mellem offentlig ret og privatret.

Du skal som chef for TTO arbejde i tre retninger, hvor der er mange og nogle gange modsatrettede hensyn: (a) i tæt samarbejde med dine teamledere og koordinatorer for at sikre både kontinuitet og udvikling i den daglige drift af TTO; (b) i det tværgående samarbejde i AU Forskning, hvor der er flere snitflader til de to andre kontorer, og hvor du indgår i en ledergruppe på syv, der har et tæt og ligeværdigt samarbejde; (c) i smidigt samarbejde med ledere, rådgivere og forskere på fakulteter og institutter.

Lederkompetencer der vægtes i stillingen:

  • Ledelseserfaren: Ledelseserfaring – gerne fra et jurafagligt miljø – og med en alsidig ledelsesadfærd, der både kan være initiativrig og lyttende.
  • Diplomatisk: Begår sig diplomatisk og navigerer sikkert i krydspresset i en stor, kompleks matrix-organisation.
  • Handlingsorienteret: Er proaktiv og handlingsorienteret – med et godt blik for smidige løsninger og mod til at tage beslutninger.
  • Prioriterende: Evner at prioritere egne og andres opgaver – og nå i mål med dem – og kan balancere driftsmæssige beslutninger og kompromisser med strategiske principper og hensyn.
  • Ambitiøs: Har ambitioner for TTO’s kontinuitet og udvikling – eksempelvis fagligt og digitalt – og har mod på at indfri eget lederudviklingspotentiale.

Personlige kompetencer der vægtes i stillingen:

  • Relationel: Skaber netværk og relationer – internt og eksternt – og navigerer sikkert blandt forskellige personlighedstyper.
  • Involverende: Er synlig og tillidsvækkende, sætter sig ind i andres behov, og går op i medarbejderengagement og -trivsel.
  • Energisk: Har høj arbejdskapacitet og ser løsninger fremfor problemer, også i stressede situationer.
  • Udviklingsorienteret: Får energi af at strukturere og lede forandringer, og kan fastholde fokus i de lange, seje træk.
  • Faglig: Solid indsigt i jura og forhandling, og med engelskkundskaber på forhandlingsniveau.

Løn og ansættelsesvilkår

Det er en fast fuldtidsstilling, hvor du indplaceres som chefkonsulent med personaleledelse i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.

Arbejdsstedet er AU Forskning, Inge Lehmanns Gade 10 (Navitas), 5. sal, 8000 Aarhus C. 1.1.2027 forventes flytning til Universitetsparken.

Stillingen refererer til vicedirektøren for AU Forskning, der refererer til universitetsdirektøren.

Ansøgning

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte vicedirektør Jakob Rathlev på rathlev@au.dk eller mob. 30 50 24 43.


Processens tidsplan er:
  • Ansøgningsfrist: 3. august 2025
  • 1. samtaler afholdes 15. august 2025
  • Personprofil-testforløb (NEO-PI-3) med HR 18.-22. august 2025
  • 2. samtaler afholdes 25. august 2025
  • Forventet start er 1. oktober 2025.


 

Aarhus Universitet vil være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig. Vi ser ligestilling og diversitet som en ressource og opfordrer derfor alle interesserede til at ansøge.

Ansøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aarhus Universitets hjemmeside.
 

Om Aarhus Universitet

Aarhus Universitet er et fagligt bredt og forskningsintensivt universitet med høj kvalitet i uddannelse og forskning, og et stærkt engagement i samfundsudviklingen nationalt og globalt. Universitetet tilbyder et inspirerende uddannelses- og forskningsmiljø for 38.000 studerende og 8.300 medarbejdere med en årlig omsætning på 7,0 mia. kr. Læs mere på www.au.dk

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Frist: 3. august 2025
Faglig kontaktperson:
Jakob Rathlev Vicedirektør rathlev@au.dk +4530502443 +4530502443
Antal ledige stillinger: 1
Timer pr. uge: 37
Forventet tiltrædelsesdato: 1. oktober 2025
AARHUS UNIVERSITET

Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus

Email: au@au.dk
Tlf: 8715 0000

CVR-nr: 31119103