Analysekemiker med stor erfaring indenfor DESI-MS imaging

Ved Health, Institut for Retsmedicin, Afdeling for Retskemi er en (tidsbegrænset) stilling som projektansat retskemiker (AC-TAP; 37 timer/uge) ledig til besættelse pr. 1. januar 2026 eller snarrest derefter. Stillingen er en projektansættelse på 37 timer ugentligt foreløbig frem til 31.12.2028, med mulighed for forlængelse.

Vi søger en person med relevant akademisk baggrund såsom cand. scient, cand. pharm eller lignende med stor erfaring indenfor DESI-MS imaging af fingeraftryk o.lign. Stillingen er knyttet op på projektet DESI-MS imaging af fingeraftryk, som sigter på at gennemføre en praktisk implementering såvel som en behovsafklaring af DESI-MS analyser af fingeraftryk som retsmedicinsk ydelse.

Dine arbejdsopgaver

Du vil få ansvar for den daglige drift af DESI-MS-instrumentet og de tilhørende analyser herunder kvalitetssikring af hele prøveforløbet frem til retskemisk erklæring. I den sammenhæng vil du få sparring i at arbejde med retskemiske sager, så du bliver i stand til at varetage daglig analysegodkendelse og sagsbehandling mht. DESI-MS-analyser på afdelingen. Derudover skal du udvikle MS-imaging området gennem udviklings- og forskningsprojekter i tæt kontakt til eksisterende og mulige aftagere af ydelserne samt andre forskere på afdelingen.

Du vil indgå i et åbent tværfagligt miljø bestående 11 retskemikere med forskellige baggrunde, en klinisk farmakolog, 11 laboranter, en laborantelev og en sekretær, hvor sparring og samarbejde sættes højt. Afdelingen har derudover tilknyttet forskningsmedarbejdere og studerende.

Dine opgaver bliver at:
  • Have ansvar for DESI-MS-instrument såvel som for analyser af biologiske spor på apparatet
  • Gennemgå, kvalitetssikre og godkende analyseresultater samt udarbejde retskemiske erklæringer baseret på DESI-MS analyser.
  • Udbrede kendskabet til DESI-MS imaging af biologiske spor hos rekvirenter i Danmark og norden
  • Udføre udviklings- og forskningsprojekter i relation til DESI-MS herunder søge finansiering, planlægge, gennemføre og formidle resultaterne af projekter

Vi tilbyder en spændende arbejdsplads, hvor du får mulighed for at arbejde med de nyeste analyseteknikker og hvor der stilles høje krav til faglighed, kvalitet og grundighed. Afdelingen har ligeledes et stort fokus på effektivitet, men der er fortsat behov for og plads til fordybelse i forbindelse med sagsarbejde og projekter. Der er stor efterspørgsel på vores ydelser fra vores rekvirenter og du vil opleve vigtigheden af vores svar som meget motiverende.

Dine kompetencer

Du skal have erfaring med:
  • MS-imaging af små molekyler i fingeraftryk ved brug af DESI-MS
Derudover ser vi gerne at du:
  • har erfaring med kromatografiske og massespektrometriske teknikker – gerne LC-MS/MS eller LC-QTOF-MS
  • du har interesse for avanceret dataanalyse og automatisering af datahåndtering og dataprocesser
  • du har en phd-grad inden for et relevant fagområde
  • erfaring med fondsansøgninger og formidling

Afdeling for Retskemi er et drifts- og udviklingslaboratorium, der primært udfører forskningsbaseret myndighedsbetjening for Justitsministeriet. Afdelingen har også tilknyttet en forskningsenhed. Hovedparten af arbejdet omfatter undersøgelse af humanbiologisk materiale og beslag for indhold af lægemidler, narkotika, dopingmidler og alkohol. Det er endvidere afdelingens opgave at udfærdige erklæringer til retsligtbrug, fortolke analyseresultater og afgive sagkyndige vurderinger/udtalelser til retsvæsenet inden for afdelingens opgaveområder. Afdeling for Retskemi er akkrediteret af DANAK efter laboratoriestandarden ISO 17025.

Spørgsmål til stillingen

Nærmere oplysninger kan fås ved henvendelse til driftsleder Jørgen Bo Hasselstrøm eller afdelingsleder Mogens Johannsen på tlf. 87 16 75 75. Ansættelsessamtaler vil blive afholdt umiddelbart efter ansøgningsfristens udløb.

 

Ansættelsesgrundlag

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst mellem Skatteministeriet og relevant overenskomst. 


Ansøgning

Din ansøgning skal indeholde følgende:
  • Ansøgning
  • Curriculum Vitae
  • Angivelse af uddannelse (kopi af relevante eksamensbeviser)
  • Referencer/anbefalinger kan uploades særskilt i e-rekrutteringssystemet

Vi henviser til fakultetets Vejledning for ansøgere.

Aarhus Universitet vil være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig. Vi ser ligestilling og diversitet som en ressource og opfordrer derfor alle interesserede til at ansøge.

Ansøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aarhus Universitets hjemmeside.
 

Om Aarhus Universitet

Aarhus Universitet er et fagligt bredt og forskningsintensivt universitet med høj kvalitet i uddannelse og forskning, og et stærkt engagement i samfundsudviklingen nationalt og globalt. Universitetet tilbyder et inspirerende uddannelses- og forskningsmiljø for 38.000 studerende og 8.300 medarbejdere med en årlig omsætning på 7,0 mia. kr. Læs mere på www.au.dk
Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Frist: 19. november 2025
Faglig kontaktperson:
Mogens Johannsen Professor mj@forens.au.dk +4587168332
Antal ledige stillinger: 1
Timer pr. uge: 37
Forventet tiltrædelsesdato: 1. januar 2026
AARHUS UNIVERSITET

Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus

Email: au@au.dk
Tlf: 8715 0000

CVR-nr: 31119103