Ph.d.-administrationen søger en afdelingsleder til den ene af enhedens tre afdelinger.
Natural Sciences (NAT) og Technical Sciences (TECH) ph.d.-administration søger en afdelingsleder som brænder for drifts- og personaleledelse, trives i en tempofyldt hverdag med mange interessenter, og vil være med til at sætte retningen for Ph.d.-administrationen på tværs af tre fakulteter (Health, NAT og TECH).
Om enheden
Ph.d.-administrationen er organisatorisk forankret i Administrationscenter Health. Enheden består af tre afdelinger, som leverer administrativ service til hhv. ph.d.-skolerne på NAT, TECH og Health. Herudover er der i enheden en afdeling (AU ph.d. og fondsbetjening) der løfter tværgående initiativer og opgaver på tværs af hele AU med fokus på ph.d.-studerende.
Den samlede enhed består af ca. 40 medarbejdere, herunder én funktionschef og to afdelingsledere.
Afdelingen for NAT og TECH ph.d.-administration varetager administrative opgaver i forbindelse med bl.a. stillingsopslag, indskrivninger, stipendietildelinger, HR- og personaleadministration, ph.d.-forløb og bedømmelser.
Vi har et professionelt, godt og uhøjtideligt arbejdsmiljø med engagerede og hjælpsomme kollegaer, som besidder både bred og dyb viden på området. Du kan læse mere om ph.d.-skolerne på
phd.nat.au.dk,
phd.tech.au.dk og enheden på
ph.d.-administrationen.
Dine arbejdsopgaver
Som afdelingsleder er du med til at lede og udvikle den daglige drift af ph.d.-administrationen på NAT og TECH. Du bliver samtidig en del af et lederteam bestående af en afdelingsleder for Health ph.d.-administrationen, samt funktionschefen for den samlede enhed. Som en del af lederteamet bidrager du til at sætte retningen og styrke samarbejdet på tværs af de tre ph.d.-skoler (Health, NAT og TECH).
Du bliver daglig leder af en afdeling på 11 medarbejdere, hvor kerneopgaven er at understøtte NAT og TECH ph.d.-skolernes ca. 750 ph.d.-studerende i et tæt og tillidsbaseret samarbejde med skolelederne, programlederne og institutterne.
Som afdelingsleder har du ansvar for – og gerne erfaring med:
- Personaleledelse
Du bruger dine stærke relationelle evner til at skabe tillid og en fællesskabende kultur. Gennem inddragende og tillidsbaseret personaleledelse evner du at motivere medarbejdere og fastholde afdelingens engagement og trivsel. Samtidig understøtter du faglig og personlig udvikling i afdelingen bl.a. ved at gennemføre MUS, GRUS, 1:1-samtaler og have fokus på løbende feedback.
- Driftsledelse
Du er garant for sikker drift i afdelingen. I samarbejde med medarbejderne, ph.d.-skoleledelserne, institutterne og ph.d.-administrationens ledelsesteam driver du udviklingen af robuste tværgående løsninger. Kernen er at lede og udvikle den samlede ph.d.-administration med respekt for ph.d. skolernes forskelligheder og behov.
- Faglig ledelse
Med fokus på brugerværdi og digitalisering arbejder du kontinuerligt på at udvikle medarbejdernes kompetencer. Via tillidsbaseret ledelse giver du medarbejderne fagligt råde- og handlerum, og du læner dig ind i, at medarbejderne har den nødvendige faglighed til at træffe gode beslutninger. Samtidig sætter dig ind i opgaverne, går tæt på løsningerne og har overblik over afdelingens ressourcer og mål. Du er beslutningsdygtig, handlekraftig, kommunikerer tydeligt (også på engelsk) og trives i rollen som intern retningsgiver.
- Tværgående samarbejde i en stor organisation
Du får en central rolle i at sikre sammenhæng og kvalitet i en kompleks organisation med mange interessenter og forskellige behov. Du har derfor en dialog- og serviceorienteret tilgang til samarbejdet med ph.d.-programmerne, institutterne og øvrige samarbejdspartnere. Du arbejder proaktivt og konstruktivt ind i enhedens lederteam, og deltager nysgerrigt i tværgående ledelsessamlinger, netværk mv. På denne måde bidrager du til den samlede ph.d.-administrations udvikling, både på enhedsniveau og på universitetsniveau.
Du refererer til funktionschefen for Ph.d.-administrationen.
Dine kompetencer
Du har en videregående uddannelse og en solid baggrund inden for offentlig administration, gerne fra universitetssektoren. Erfaring med ph.d.-området er en fordel, men ikke et krav. Vi lægger vægt på erfaring med ledelse af personale og driftsledelse.
Den generelle trivsel i den samlede enhed vægtes højt. Vi lægger derfor også vægt på, at du har gode kommunikationsfærdigheder, samarbejdsevner, er imødekommende og evner at bidrage til et godt arbejdsmiljø.
Som person har du et positivt, åbent og løsningsorienteret mindset. Det er afgørende kompetencer for at lykkes med den samlede ledelsesopgave som beskrevet ovenfor.
Spørgsmål til stillingen
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte funktionschef, Simon Dinitzen tlf.: +45 51 49 46 17. Send gerne SMS forud og aftal tidspunkt.
Arbejdsstedet er Ph.d.-administrationen, Ny Munkegade 120, 8000 Aarhus C.
Vi forventer at udvælge kandidater d. 27. maj (uge 22), afholde 1. samtaler d. 1. og 2. juni (uge 23) og evt. 2. samtale d. 8. juni (uge 24).
Opstart vil være d. 15. august eller 1. september 2026.
Ansættelsesgrundlag
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst mellem Skatteministeriet og Akademikere i Staten.
Ansøgning
Din ansøgning skal indeholde følgende:
- Ansøgning
- Curriculum Vitae
- Angivelse af uddannelse (kopi af relevante eksamensbeviser)
- Referencer/anbefalinger kan uploades særskilt i e-rekrutteringssystemet
Vi henviser til fakultetets
Vejledning for ansøgere.
Aarhus Universitet vil være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig. Vi ser ligestilling og diversitet som en ressource og opfordrer derfor alle interesserede til at ansøge.
Ansøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aarhus Universitets hjemmeside. Om Aarhus Universitet
Aarhus Universitet er et fagligt bredt og forskningsintensivt universitet med høj kvalitet i uddannelse og forskning, og et stærkt engagement i samfundsudviklingen nationalt og globalt. Universitetet tilbyder et inspirerende uddannelses- og forskningsmiljø for 37.000 studerende og 8.700 medarbejdere med en årlig omsætning på 8,3 mia. kr. Læs mere på www.au.dk