Administrativ Leder til Molekylær Medicinsk Afdeling

Molekylær Medicinsk Afdeling (MOMA), Institut for Klinisk Medicin, ved Aarhus Universitets (AU) sundhedsvidenskabelige fakultet, Health, søger en administrativ leder til at lede staben og varetage stabsfunktioner med tiltrædelse 1. december 2025 eller snarest muligt derefter. Din uddannelsesmæssige baggrund kan være mangeartet, og vi kigger gerne bredt efter kandidater med fx en administrativ, kommunikativ organisationsteoretisk/HR-baggrund eller ledende bioanalytiker med erfaring relevant for stillingen.

Som ledelsesmedarbejder på Institut for Klinisk Medicin bliver du en del af det formentlig største sundhedsvidenskabelige forskningsinstitut i Danmark. Den kliniske forskning dækker alle de lægefaglige specialer og foregår i samspil med universitetshospitalet og regionshospitalerne i Region Midtjylland. Vi råder over ca. 30.000 kvm moderne forskningsfaciliteter til eksperimentel kirurgi og medicin, dyrefaciliteter samt avancerede scannere. Instituttet har det overordnede ansvar for kandidatuddannelserne i medicin og i molekylær medicin. På instituttet er vi ca. 670 videnskabelige medarbejdere, 500 ph.d.-studerende og 160 teknisk/administrative medarbejdere, der samarbejder på tværs af fagområder. I stillingen vil du fysisk komme til at arbejde på Aarhus Universitetshospital (AUH). Du kan læse mere om instituttet her og om fakultetet her.

Hvem er vi 

På MOMA stræber vi efter at skabe et unikt miljø, hvor excellent videnskab og kliniske funktioner smelter sammen i stærke synergier. MOMA er blandt Nordens førende indenfor Next Generation Sequencing (NGS), hvor vi tilbyder et bredt udvalg af sekventeringsservices og leverer bioinformatik- og fortolkningsstøtte til andre afdelinger. MOMA har en omfattende forsknings- og uddannelsesaktivitet med særligt fokus på målrettet kræftbehandling, medicinske sygdomme, single-cell-analyser og bioinformatik. Afdelingen samarbejder tæt med Nationalt Genom Center, og huser det nationale forskningscenter for cirkulerende tumor-DNA-guidet kræftbehandling. Som en del af CONNECT bidrager vi desuden med datastøttefunktioner i Region Midtjylland. 

Vi søger en kompetent, engageret og ansvarsbevidst leder til afdelingen, for at løse alsidige opgaver i vores stabsfunktion i et tæt samarbejde med afdelingsledelsen. MOMA opererer i krydsfeltet mellem AUH og AU, og opgaverne løses i og på tværs af de to organisationer. Som personaleleder af staben vil du have ansvar for et team på aktuelt fem medarbejdere - en sekretær, IT-ansvarlig, fondsadministrator, regnskabsspecialist og projektleder af biobanker. 

Med en bred kontaktflade til de mere end 160 kolleger i afdelingen, herunder kliniske akademikere, bioanalytikere, læger, studerende, forskere, administrative kolleger og eksterne samarbejdspartnere, fordrer det, at du er venlig, imødekommende og serviceminded og samtidig har gennemslagskraft og kan prioritere dine opgaver effektivt. Du kan lide at arbejde selvstændigt, men er også en holdspiller og lægger stor vægt på at være en god professionel kollega og stærk kommunikator, som også deler din viden og erfaring til fordel for afdelingen. Du kan håndtere en afdeling i vækst og forandring, bevare overblikket og sikre fremdrift i både strategiske og daglige opgaver.

Hos MOMA dyrker vi en kultur, hvor samarbejde, åben kommunikation, udvikling, kvalitet og ordentlighed vægtes højt. Vi tilbyder et dynamisk arbejdsmiljø, hvor to dage sjældent er ens, og hvor du får mulighed for at sætte dine mangeartede kompetencer i spil i afdelingens drift og udvikling.

Dine arbejdsopgaver

I rollen som administrativ leder vil du få en bred og varieret opgaveportefølje med både strategiske, administrative og koordinerende funktioner. Dine ansvarsområder vil bl.a. kunne omfatte:
  • Udvikling og faglig styrkelse: Bidrage til videreudvikling af afdelingens administrative og faglige funktioner på højt niveau.
  • Strategisk ledelsesstøtte: Medvirke som en strategisk drivkraft i tæt samarbejde med afdelingens ledergruppe.
  • Ressource- og økonomistyring: Sikre optimal økonomi- og budgetstyring samt udnyttelse af ressourcer.
  • Tværgående koordinering: Fungere som bindeled mellem diagnostik og forskning samt styrke samarbejdet og brobygningen mellem AU og AUH.
  • Administrativ koordinering: Sikre smidig kommunikation og koordinering i forhold til Institut for Klinisk Medicin, AU og eksterne samarbejdspartnere som forsyning, service, teknisk afdeling, indkøb og medicoteknik.
  • HR og personaleadministration: Håndtere HR-opgaver i forbindelse med ansættelser, onboarding, sygefravær og øvrige personaleforhold. Understøtte og koordinere stabens forskellige ansvarsområder for at sikre effektiv drift.
  • Uddannelse og arbejdsmiljø: Vedligeholde egen faglige udvikling og bidrage aktivt til et godt, udviklende og inspirerende fysisk og psykisk arbejdsmiljø.
  • Tværgående opgaver: Løse administrative opgaver på tværs af staben samt bidrage med ad hoc-opgaver i forbindelse med ferieafløsning og spidsbelastningsperioder.
Desuden inkluderer stillingen personaleledelse af staben på MOMA, hvilket indebærer:
  • At skabe læring, innovation og forbedringer gennem medarbejderudvikling, som matcher de fremtidige arbejdsopgaver.
  • At sikre kompetenceudvikling og afvikling af udviklingssamtaler.
  • At tiltrække, spotte og udvikle talenter.
  • At rekruttere relevante kompetencer og tilpasse medarbejderstaben til aktuelle og fremtidige opgaver.
  • At sikre en professionel problemhåndtering, herunder beherske vanskelige situationer.
  • Udvikling af en attraktiv arbejdsplads samt skabe et godt og udviklende arbejdsmiljø.
Vi forestiller os, at du har en kandidatuddannelse og/eller en relevant baggrund fra et lignende miljø. Du er løsningsorienteret og nyder at løse praktiske problemstillinger. Det vil være en fordel, hvis du har erfaring med at arbejde i et forsknings- og/eller hospitalsmiljø og har en bred og oprigtig interesse i at understøtte videnskab. Som person har du gode samarbejdsevner og er fleksibel i forhold til opgaver og arbejdstid. Du besidder stærke kommunikationskompetencer mundtligt og skriftligt både på dansk og engelsk. 

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst.  

Yderligere information om stillingen kan fås ved henvendelse til Chefakademiker Anne Charlotte Jäger, tlf. 78 45 53 22 eller acjager@clin.au.dk eller ledende professor Lars Dyrskjøt, tlf. 78 45 53 20 eller lars@clin.au.dk.

Ansøgningsfrist 1. oktober 2025. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 41.

Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.
 


Ansættelsesgrundlag

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst mellem Skatteministeriet og relevant overenskomst. 


Ansøgning

Din ansøgning skal indeholde følgende:
  • Ansøgning
  • Curriculum Vitae
  • Angivelse af uddannelse (kopi af relevante eksamensbeviser)
  • Referencer/anbefalinger kan uploades særskilt i e-rekrutteringssystemet

Vi henviser til fakultetets Vejledning for ansøgere.

Aarhus Universitet vil være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig. Vi ser ligestilling og diversitet som en ressource og opfordrer derfor alle interesserede til at ansøge.

Ansøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aarhus Universitets hjemmeside.
 

Om Aarhus Universitet

Aarhus Universitet er et fagligt bredt og forskningsintensivt universitet med høj kvalitet i uddannelse og forskning, og et stærkt engagement i samfundsudviklingen nationalt og globalt. Universitetet tilbyder et inspirerende uddannelses- og forskningsmiljø for 38.000 studerende og 8.300 medarbejdere med en årlig omsætning på 7,0 mia. kr. Læs mere på www.au.dk
Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Frist: 1. oktober 2025
Faglig kontaktperson:
Lars Dyrskjøt Andersen Professor lars@clin.au.dk +4578455320
Antal ledige stillinger: 1
Timer pr. uge: 37
Forventet tiltrædelsesdato: 1. december 2025
AARHUS UNIVERSITET

Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus

Email: au@au.dk
Tlf: 8715 0000

CVR-nr: 31119103