PACE – Lundbeck Foundation Parkinson’s Disease Research Center ved Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitets sundhedsvidenskabelige fakultet, Health, søger en adjunkt i Parkinsons sygdom og miljøepidemiologi pr. 1. juli 2026 eller snarest muligt derefter. Stillingen er en tidsbegrænset fuldtidsstilling på 4 år.
Som adjunkt skal du udføre epidemiologisk forskning af højeste kvalitet med fokus på miljømæssige risikofaktorer for Parkinsons sygdom. Du skal desuden indgå aktivt i det translationelle forskningsmiljø på tværs af PACE’s videnskabelige områder.
PACE – Lundbeck Foundation Parkinson’s Disease Research CenterDu vil blive tilknyttet PACE - Lundbeck Foundation Parkinson’s Disease Research Center, som er et translationelt forskningscenter med fokus på studier i Lewy body-sygdomme. PACE består af et tæt forbundet fællesskab af førende forskningsgrupper inden for både basal og klinisk forskning, hvor en række nye forskningsledere integreres i løbet af foråret og sommeren 2026. Centeret omfatter forskningsprogrammer inden for kliniske forsøg, opbygning af kohorter, avanceret billedbehandling, biobanker, epidemiologi, neuropatologi, bærbart måleudstyr og bioteknologi, eksperimentelle sygdomsmodeller som dyre- og cellemodeller samt grundforskning i alfa-synuklein-patomekanismer, neuroimmunologi og biomarkørudvikling. Indenfor de kommende to år, forventer vi at centeret består af 8-10 forskningsledere. Tilsammen ca. 70 medarbejdere bestående af forskere, studerende, administration m.fl. PACE er en del af og samarbejder tæt med både Aarhus Universitet, som konsekvent rangeres blandt verdens 100 bedste universiteter, og Aarhus Universitetshospital, som i 2024 blev kåret til Danmarks bedste hospital for 15. gang.
I PACE er det vores ambition at etablere et verdensførende center for at kunne forbedre livet for mennesker, som er ramt af Parkinsons sygdom eller andre neurodegenerative sygdomme. Vi fokuserer på at identificere og validere nye biomarkører, diagnostiske værktøjer og sygdomsmodificerende mekanismer og samtidig at omsætte disse opdagelser til kliniske forsøg inden for 10 år. Find mere information om PACE
her.
Institut for Klinisk MedicinPACE er knyttet til Institut for Klinisk Medicin og derfor bliver du en del af det formentligt største sundhedsvidenskabelige forskningsinstitut i Danmark. Den kliniske forskning dækker alle de lægefaglige specialer og foregår i samspil med universitetshospitalet og regionshospitalerne i Region Midtjylland. Vi råder over ca. 30.000 kvm moderne forskningsfaciliteter til eksperimentel kirurgi og medicin, dyrefaciliteter samt avancerede scannere. Instituttet har det overordnede ansvar for kandidatuddannelserne i medicin og i molekylær medicin. På instituttet er vi ca. 670 videnskabelige medarbejdere, 500 ph.d.-studerende og 160 teknisk/administrative medarbejdere, der samarbejder på tværs af fagområder. Som centermanager vil du komme til at arbejde ved PACE – Lundbeck Foundation Parkinson’s Disease Research Center, som er placeret ved Aarhus Universitetshospital. Du kan læse mere om instituttet
her og fakultetet
her.
Institut for FolkesundhedI denne stilling kommer du til at arbejde tæt sammen med Institut for Folkesundhed, hvor du bliver en del af et internationalt anerkendt institut, hvor vi sammen arbejder for at fremme folkesundheden ved at forske i områder, der kan forebygge, behandle og lindre sygdom. Vi samarbejder bredt både internt og eksternt, og vi deler vores viden med borgere, beslutningstagere, erhvervsliv, praktikere og andre forskere – kommunalt, regionalt, nationalt og internationalt. Instituttet bidrager til eller er ansvarlig for undervisningen i medicin, folkesundhedsvidenskab, idrætsvidenskab, optometri og sygepleje. På Institut for Folkesundhed får du ca. 200 kolleger – heraf halvfems videnskabelige medarbejdere og et tilsvarende antal ph.d.-studerende. Vi arbejder tæt sammen på tværs af fagområder, har en uformel omgangstone og prioriterer et sundt arbejdsmiljø højt. Du kan læse mere om instituttet
her.
Om forskningsprojektetParkinsons sygdom er den hurtigst voksende neurologiske lidelse, og miljøpåvirkninger mistænkes for at bidrage til den negative udvikling. Dette forskningsprojekt er et registerbaseret studie, som skal belyse hvordan forskellige miljøpåvirkninger (pesticider, luftforurening, toksiske stoffer, osv.) kan påvirke risikoen for at udvikle Parkinsons sygdom.
Forskningsprojektet udføres i tæt samarbejde mellem Parkinson-forskere ved PACE og epidemiologer ved Folkesundhed, som er specialiseret indenfor netop miljøepidemiologi. I samarbejde med relevante partnere, skal du udføre og færdiggøre forskellige epidemiologiske studier baseret på sundhedsregistre og registre over miljømæssige faktorer. Du kommer til at anvende forskellige databaser og danske registre, som indeholder oplysninger om miljøpåvirkninger på et geografisk detaljeret niveau samt data om helbred, diagnoser, medicinindtag, m.m. Du skal udføre epidemiologiske analyser ved at anvende relevante biostatistiske metoder.
Du forventes at publicere forskningsresultaterne i internationale peer-reviewede tidsskrifter samt at præsentere dem ved nationale og internationale konferencer.
Dine arbejdsopgaverSom adjunkt i Parkinsons sygdom og miljøepidemiologi er dine primære opgaver forskning og forskningsbaseret undervisning. Du skal undervise og vejlede studerende på bachelor- og kandidatniveau, og du bidrager til udviklingen af PACE’s og instituttets fagområde gennem forskning af høj international kvalitet. I dit daglige arbejde har du et tæt samspil med både danske og internationale kolleger. Stillingen som adjunkt er en videreuddannelsesstilling, hvori du vil få supervision og pædagogisk opkvalificering.
Dine opgaver vil primært bestå af:
- Selvstændig forskning af høj international kvalitet, herunder publicering i top internationale tidsskrifter samt formidling af din forskning i nationale og internationale akademiske netværk
- Undervisning, opgavevejledning og eksaminering af bachelor- og kandidatstuderende, samt eventuelt vejledning af ph.d.-studerende
- Registerbaserede studier indenfor sundhed og miljøpåvirkning
- At bidrage til at tiltrække eksterne forskningsmidler til din egen forskningsgruppe
Stillingen er en 4-årig fuldtidsstilling som adjunkt, og du vil få stillet en pulje til rådighed med midler til dækning af forskellige projektrelaterede omkostninger (fx gebyrer for registeradgange, løn til forskningsårsstuderende osv.). Du vil desuden blive tilbudt et skræddersyet mentorprogram.
Stillingen er del af et meget tæt samarbejde mellem Institut for Klinisk Medicin og Institut for Folkesundhed og ansættelsen er derfor delt ligeligt mellem de to institutter.
Du refererer til PACE centerdirektør Per Borghammer, Institut for Klinisk Medicin, og professor Cecilia Ramlau-Hansen, Institut for Folkesundhed.
Dine kompetencer
Du har selvstændige forskningsmæssige kvalifikationer på et højt internationalt niveau. Du er en tydelig formidler, og du har i nogen grad erfaring med vejledning og undervisning på bachelor- og kandidatniveau. Har du gennemført pædagogiske kurser inden for vejledning eller lignende vil det blive vægtet, ligesom det vil blive vægtet hvis du har erfaring med etablering af ph.d.-kurser og eksterne forskningssamarbejder.
Det er en stor fordel, hvis du har erfaring fra et eller flere af disse områder: miljøepidemiologi, Parkinsons sygdom, miljøsundhed.
Vi forventer, at du besidder følgende kompetencer:
- Solid erfaring med programmering i statistisk software (fx R, SAS eller Stata)
- Solid erfaring fra arbejde med danske (sundheds)registre, herunder datakvalitet og registreringspraksis
- Evnen til at koble kvantitative metoder til relevante forskningsspørgsmål
- Erfaring med genetiske studier, herunder PRS i større studier, samt med analyser af interaktion, effektmodifikation og mediation
- Erfaring med design, udførelse og ledelse af forskningsprojekter
- Erfaring med neurologiske forskningssamarbejder – gerne internationale samarbejder
- Erfaring med monitorering af miljøpåvirkning og epidemiologiske analyser af disse data
- Desuden vil erfaring med kausal inferens i observationsdata være en fordel
Som person har du gode samarbejdsevner, er imødekommende og evner at bidrage til et godt arbejdsmiljø. Vi forventer, at du taler og skriver flydende engelsk. Internationale ansøgere forventes at lære dansk inden for en aftalt tidsramme, og Aarhus Universitet formidler danskundervisning.
For at kunne blive bedømt kvalificeret som adjunkt, skal du opfylde
disse faglige kriterier.
Shortlisting vil blive anvendt.
Spørgsmål til stillingen
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte centerdirektør Per Borghammer,
borghammer@clin.au.dk.
Arbejdsstedet er PACE - Lundbeck Foundation Parkinson’s Disease Research Center, Aarhus Universitetshospital, Palle Juul-Jensens Boulevard 82, 8200 Aarhus N og Institut for Folkesundhed, Miljø, Arbejde og Sundhed, Aarhus Universitet, Bartholins Allé 2, 8000 Aarhus C.
Ansættelsesgrundlag
Ansøgning
Din ansøgning skal indeholde følgende:
- Ansøgning
- Curriculum Vitae
- Eksamensbevis
- Skabelon til ansøger – adjunkt eller tenure track adjunkt
- Publikationsliste
- Undervisningsportfolio. Vi henviser til Vejledning til anvendelse af undervisningsportfolio
- Op til 5 af de for stillingen mest relevante publikationer kan medsende (valgfrit)
- Forskningsplan, som fremgår af 'Skabelon til ansøger – adjunkt eller tenure track adjunkt', kan også medsendes separat (valgfrit)
- Medforfattererklæring kan medsendes (valgfrit)
- Referencer/anbefalinger kan uploades særskilt i e-rekrutteringssystemet (valgfrit)
Vi henviser til fakultetets
Vejledning for ansøgere.
Aarhus Universitet vil være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig. Vi ser ligestilling og diversitet som en ressource og opfordrer derfor alle interesserede til at ansøge.
Ansøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aarhus Universitets hjemmeside. Om Aarhus Universitet
Aarhus Universitet er et fagligt bredt og forskningsintensivt universitet med høj kvalitet i uddannelse og forskning, og et stærkt engagement i samfundsudviklingen nationalt og globalt. Universitetet tilbyder et inspirerende uddannelses- og forskningsmiljø for 37.000 studerende og 8.700 medarbejdere med en årlig omsætning på 8,3 mia. kr. Læs mere på www.au.dk