1-årigt barselsvikariat: Vi søger en AC-fuldmægtig til sagsbehandling og eksamensadministration i Health Studier

Vil du være med til at understøtte gode uddannelser i samarbejde med studerende, undervisere og studieadministration? Er du god til at planlægge og koordinere, til at strukturere og følge op? Og til at arbejde i nye og komplekse systemer?  Har du en undersøgende tilgang, når du møder nye opgaver – og trives du med at forstå, hvordan tingene hænger sammen?

Kan du lide at levere en god service, og trives du i et stærkt fagligt miljø, hvor samarbejde, sparring og godt humør går hånd i hånd?
Kan du planlægge en eksamen, hvor alt går op i en højere enhed? Kan du skrive en sagsfremstilling der er lige i øjet, og er du generelt glad for at arbejde indenfor rammer og regler og god til at finde fleksible veje inden for dem? Fungerer du godt i perioder med mange deadlines og trives du med driftsopgaver? Og kan du trives i en hverdag, hvor du både har faste opgaver og samtidig kan gribe ad hoc-opgaver, hvor du bruger organisationen og dit team til at finde løsninger?

Sætter du pris på at arbejde i en afdeling, hvor fagligheden er høj og hvor sparring og godt humør er en naturlig del af hverdagen?

Så er det måske dig, vi leder efter til et barselsvikariat i Health Studier.

Om Health Studier

I Health Studier arbejder vi for at skabe de bedst mulige rammer for vores studerende. Vi er ca. 40 medarbejdere og 15 studenterstudievejledere og -medhjælpere, der samarbejder om planlægning, vejledning og uddannelsesudvikling.

Vi har en uformel kultur med åbne døre – både hos kolleger og ledelse. Vi sparrer med hinanden, spiser frokost sammen og tager gerne en snak på gangen om alt fra weekendplaner til store faglige spørgsmål.

Hos os har du mulighed for hjemmearbejde op til to dage om ugen, hvis der er brug for ro til opgaverne.

I Health Studier vil du blive tilknyttet afdelingen for Undervisnings- og eksamensadministration, hvor du bl.a. vil komme til at arbejde med planlægning af eksamener. Du vil også få faste opgaver inden for sagsbehandling i sagsbehandlingsteamet, der hører under afdelingen for Uddannelsesbetjening og Vejledning.

Du vil komme til at indgå fast i et eller flere teams og vil få en grundig oplæring og få tilknyttet faste kolleger, der hjælper dig godt ind i både det faglige og sociale fællesskab. Din leder holder løbende statusmøder med dig den første tid, så du får en tryg og god start.

Dine opgaver bliver bl.a. at:

  • indgå i vores eksamensteam på medicinuddannelsen, hvor du vil få ansvaret for at planlægge og opsætte eksamener for vores medicinstuderende
  • arbejde med sagsbehandling af studentersager, fx barselssager, særlige eksamensvilkår og afmelding af eksamener
  • udrede sager og rådgive i sagsbehandlingsspørgsmål
  • udarbejde sagsfremstillinger og afgørelsesbreve
  • betjene studieledelse og studienævn i forhold til sagsafgørelser
  • udarbejde procedurer for sagsgange
  • deltage i studieadministrative projekter
  • sparre med kolleger i studieadministrationen og på uddannelserne
  • indgå i vores studieserviceteam i form af faste vagter både fysisk, på telefon og på mail
  • hjælpe til med diverse ad hoc-opgaver

Hvem leder vi efter?

  • Du har en akademisk baggrund og gerne erfaring med offentlig administration – det er et plus, hvis din erfaring er inden for uddannelsesområdet. Er du nyuddannet og har mod på opgaven, så hører vi dog også gerne fra dig.
  • Du har gode planlægnings- og koordineringsevner, og du trives med mange driftsopgaver og et stort ansvar, ligesom du aktivt byder dig til, når der er brug for hjælp andre steder i afdelingen.
  • Du er nysgerrig på at forstå sammenhænge og har måske blik for, hvordan opgaver kan løses endnu bedre
  • Du er god til at kommunikere og samarbejde, du er løsningsorienteret og omstillingsparat, du evner at formidle komplicerede problemstillinger og du forstår at sætte dig i brugerens sted – både hvad angår de studerende og vores fagmiljø.
  • Du holder styr på frister, regelgrundlag og studieordninger og lægger stor vægt på at kunne hjælpe og yde en god service overfor vores brugere.
  • Du vægter samarbejde og videndeling højt, så både du og dine kolleger løser opgaverne bedst muligt.
  • Du trives i en hverdag, hvor der er mange forskellige opgaver og interessenter, og du har mod på at navigere i lovgivning, bekendtgørelser og administrative systemer.
Forandringer er en fast del af vores hverdag, så det er det vigtigt, at du har gåpåmod og er indstillet på skiftende opgaver og samarbejdsrelationer i forskellige teams.

Se yderligere information om Health på: http://health.au.dk/

Yderligere information 

Stillingen er på 37 t/ugen med start senest 1. februar 2026, dog meget gerne før. 
Vi forventer at holde samtaler den 1 og 2. december.
 
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til afdelingsleder Karoline Nygaard Engsig-Karup kek@au.dk tlf. 29869059

Stillingen er tidsbegrænset til 1 år: 1. februar 2026 – 31. januar 2027

Stillingen er placeret i afdelingen for Undervisnings- og Eksamensplanlægning.

Arbejdsstedet er Vennelyst Boulevard 9, Aarhus C.


Ansættelsesgrundlag

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst mellem Skatteministeriet og akademikere i staten. 


Ansøgning

Din ansøgning skal indeholde følgende:
  • Ansøgning
  • Curriculum Vitae
  • Angivelse af uddannelse (kopi af relevante eksamensbeviser)
  • Referencer/anbefalinger kan uploades særskilt i e-rekrutteringssystemet

Vi henviser til fakultetets Vejledning for ansøgere.

Aarhus Universitet vil være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig. Vi ser ligestilling og diversitet som en ressource og opfordrer derfor alle interesserede til at ansøge.

Ansøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aarhus Universitets hjemmeside.
 

Om Aarhus Universitet

Aarhus Universitet er et fagligt bredt og forskningsintensivt universitet med høj kvalitet i uddannelse og forskning, og et stærkt engagement i samfundsudviklingen nationalt og globalt. Universitetet tilbyder et inspirerende uddannelses- og forskningsmiljø for 38.000 studerende og 8.300 medarbejdere med en årlig omsætning på 7,0 mia. kr. Læs mere på www.au.dk
Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Frist: 26. november 2025
Faglig kontaktperson:
Karoline Nygaard Engsig-Karup Afdelingsleder kek@au.dk +4529869059
Antal ledige stillinger: 1
Timer pr. uge: 37
Forventet tiltrædelsesdato: 1. februar 2026
AARHUS UNIVERSITET

Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus

Email: au@au.dk
Tlf: 8715 0000

CVR-nr: 31119103