Kommunikationsafdelingen ved Faculty of Arts, Aarhus Universitet, søger en ny kollega til vores team i Emdrup i København. Du bliver redaktør for DPU’s digitale magasin Asterisk, der formidler forskningsviden om pædagogik og uddannelse – og du bidrager som kommunikationskonsulent til de mange andre opgaver, vi løser for fakultetet.DPU (Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse) ved Aarhus Universitet har siden 2001 udgivet magasinet Asterisk, der skal inspirere, udfordre og levere indsigt og viden til alle, der arbejder professionelt eller politisk med pædagogik og uddannelse – eller som blot interesserer sig for det. Formatet er journalistiske artikler, der balancerer levende forskningsformidling med respekt for forskernes faglighed.
Som redaktør skal du i tæt samarbejde med dine kolleger drive arbejdet med at udgive magasinet fire gange om året. Du har ansvaret for hele processen – fra ideudvikling og research til produktion og udgivelse. Du redigerer alle artikler, der skrives af dine kolleger og et par faste freelancere, ligesom du selv skriver en enkelt eller to til hvert nummer. Du får et tæt samarbejde med institutlederen på DPU, der er ansvarshavende redaktør.
Du går til opgaven med engagement, faglig og politisk nysgerrighed og ikke mindst tro på, at Asterisk kan gøre en forskel i pædagogisk praksis og i den offentlige debat om pædagogik og uddannelse.
Du har en skarp og kreativ pen, der kan gøre forskningsprojekter og komplekse problemstillinger vedkommende og til at forstå. Som redaktør har du blik for, hvordan magasinet kommunikerer klart og med nerve uden at udviske nuancer eller forsimple tingene.
Du overtager redaktørposten for et stærkt og velprøvet formidlingsprodukt, som hele teamet bidrager til. Magasinet blev 100 % digitalt for godt to år siden, og du skal sammen med dine kolleger drive og videreudvikle formatet.
Læs mere om Asterisk – DPU’s digitale magasinSideløbende med redaktørposten skal du bidrage til nogle af alle de andre kommunikationsopgaver, vi løser for Faculty of Arts. Præcis hvilke afhænger af, hvad du kan tilbyde os. Måske er du en haj til at producere video eller podcast? Måske kan du medietræne vores forskere og afsætte historier fra universitetet til pressen? Måske har du arbejdet med markedsføring eller er SoMe-ekspert?
Om digDu er måske journalist, eller du har en anden relevant uddannelse. Du har flere års erfaring med forskningsformidling eller med at redigere og udgive magasiner, og du interesserer dig levende for uddannelsesområdet.
Du skriver selvfølgelig som en drøm og mestrer flere genrer, for vi har også brug for, at du kan skrue en læseværdig nyhed eller pressemeddelelse sammen om en stor bevilling til et forskningsprojekt eller om et samarbejde mellem forskere og en erhvervsvirksomhed.
Du har lyst til at blive del af en engageret kommunikationsafdeling på Danmarks næststørste universitet. Du kan arbejde selvstændigt, men er også en god holdspiller, når vi løser opgaver i fællesskab. Du ved, at driftsopgaver er lige så vigtige som udviklingsopgaver, og at vi selvfølgelig hjælper hinanden med at løse dem.
Vi er ambitiøse og tager opgaverne alvorligt, men er ikke selvhøjtidelige. Vi lægger vægt på en god og uformel stemning, og humøret er som regel højt, også når vi har travlt. Vi tilbyder fleksibilitet i hverdagen, så arbejdsliv og privatliv kan hænge sammen, og forventer til gengæld, at du er på, når opgaverne kræver det. Det er vigtigt for dig at være en god kollega, og du er med på en spontan walk and talk til Utterslev Mose og har måske gode forslag til, hvor vi skal hen og spise efter næste teamudviklingsdag. Sidst, men ikke mindst brænder du for at få humanistisk og pædagogisk forskningsviden ud at virke i samfundet.
A
nsættelse:Du bliver ansat i kommunikationsafdelingen på Faculty of Arts, Aarhus Universitet, med arbejdssted i Emdrup i København. Her bliver du del af et team på seks medarbejdere, inklusive din teamleder, som sammen med vores kolleger i Aarhus løser en række kommunikationsopgaver for Institut for Kultur og Samfund, Institut for Kommunikation og Kultur, Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), administrationen og dekanatet ved Faculty of Arts.
Stillingen er 37 timer om ugen.
Tiltrædelse 1. december 2023.
Hvis jobbet lyder som noget for dig, så send din ansøgning senest 2. oktober 2023. Vi glæder os til at læse den. Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 41.
Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte teamleder Carsten Henriksen på mail
cahe@au.dk eller mobil 30 66 42 53
Løn og ansættelsesvilkår
I henhold til gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og Akademikernes Centralorganisation/ HK STAT/OAO-fællesoverenskomsten.
Aarhus Universitet vil være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig. Vi ser ligestilling og diversitet som en styrke og opfordrer derfor alle interesserede til at ansøge.
Faculty of Arts
Arts er et af fem hovedområder på Aarhus Universitet.
Arts bidrager til Aarhus Universitets forskning, talentudvikling, videnudveksling og uddannelser.
Med omkring 550 videnskabelige medarbejdere, 240 ph.d.-studerende, 9.500 bachelor- og kandidatstuderende samt 1.500 studerende på efter/videreuddannelse udgør Arts et stærkt og mangfoldigt forsknings- og uddannelsesmiljø.
Arts består af Institut for Kommunikation og Kultur, Institut for Kultur og Samfund og Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse. Enhederne huser hver især stærke fagmiljøer og danner udgangspunkt for interdisciplinær forskning og uddannelse.
Fagmiljøerne og uddannelserne på Arts indgår i internationale samarbejder og har et fælles mål om at bidrage til udviklingen af viden, velfærd og kultur i interaktion med det omgivende samfund.
Læs mere på
arts.au.dkAnsøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aarhus Universitets hjemmeside.
Om Aarhus Universitet
Aarhus Universitet er et fagligt bredt og forskningsintensivt universitet med høj kvalitet i uddannelse og forskning, og et stærkt engagement i samfundsudviklingen nationalt og globalt. Universitetet tilbyder et inspirerende uddannelses- og forskningsmiljø for 38.000 studerende og 8.300 medarbejdere med en årlig omsætning på 7,0 mia. kr. Læs mere på www.au.dk